Gennemsnitsalderen var ikke langt over de 20 år, da den aalborgensiske kvartet Oh No Ono spillede deres første koncert nogen sinde ved sidste års Pop Revolution-festival i Århus. Men mere end den ene koncert på Musikcaféen skulle der åbenbart ikke til, før Morningside Records tilbød de fire nordjyder en pladekontrakt. Hvordan går det til, at et band så hurtigt kommer ind i varmen hos et af landets mest fremtrædende indie-labels?
Det har Undertoner sat Oh No Ono – Malthe Fischer (guitar, vokal), Aske Zidore (guitar, vokal), Kristian Olsen (orgel og alskens andre tangenter) og Kristoffer Rom (trommer) – stævne for at høre lidt mere om.

Det handler om hårdt arbejde
“Det var egentlig ikke nogen overraskelse, at det blev Morningside,” forklarer Malthe. “Jesper Majdall fra Morningside havde haft fat i mig flere gange, efter at han havde hørt noget, jeg havde lavet sammen med Christian fra Figurines (den temmelig hemmelige cd-r Placing a Cup under navnet The Lawn, red.). Vi vidste godt, at det skulle være Morningside – spørgsmÃ¥let var bare, hvornÃ¥r det skulle være.”
Men mens kontrakten ikke rigtig kom bag på bandet, har den hurtige vej til f.eks. at spille på Roskilde Festival været overraskende, fortæller Aske.
“Selvfølgelig er det gÃ¥et stærkt, for vi begyndte først at øve sammen for et Ã¥r siden. Og nu har vi vel allerede spillet 15 koncerter siden september, selv om vi egentlig havde troet, at det først var nu, vi skulle i gang med det.”

Oh No Ono tilskriver deres hastige succes, at de er så fast besluttede på at arbejde hårdt for bandet.
Askes smÃ¥hæse festival-stemme bliver endda sÃ¥ bestemt, at det er meget tæt pÃ¥ at lykkes at fÃ¥ udsagnet “Å“vi vil fucking dø for det her” manøvreret uden om kliché-status.
Han forklarer: “Vi øver sammen tre-fire gange om ugen. Og sÃ¥ er det et klart mÃ¥l for os, at vi skal gøre noget godt for bandet hver evig eneste dag. Nogle af vores venner i Aalborg har ogsÃ¥ bands, og vi kan i hvert fald se, at de slet ikke gÃ¥r sÃ¥ meget op i det.”

Men det gør Oh No Ono. Målet med bandet har fra start været at få afløb for en frustration over, hvor få chancer andre bands i dag egentlig tager.
Aske uddyber: “Vi ville lave noget, der var helt anderledes som en reaktion mod den musik, vi hørte alle andre lave. Vi synes, der mangler mod i musiklivet, og vi ville gerne gøre op med alle klichéerne.”

Langdistanceforhold duede ikke
Efter at bandet blev dannet for to Ã¥r siden skrev de fire hurtigt en bunke sange pÃ¥ Malthes computer – og flere af de sange er siden endt pÃ¥ ep’en Now You Know. Nogle mÃ¥neder efter flyttede Aske imidlertid til København, og selv om han rejste hjem til Aalborg snart sagt hver eneste weekend, var det svært for bandet at fÃ¥ deres ambitioner til at hænge sammen.
Derfor blev de fire enige om, at Aske var nødt til at flytte hjem igen, hvis bandet skulle fungere. Og det gjorde han sÃ¥ – pÃ¥ betingelse af, at de tre andre ville flytte med ham til København i løbet af sommeren 2005.

Med Aske tilbage i Aalborg lejede de fire et hus, hvor de kunne øve og lave de optagelser, der siden blev til den knap 16 minutter lange debut-ep.
Under indspilningerne af Now You Know havde de fire dermed masser af tid til at lege med numrene. Det gav dem eksempelvis mulighed for at lægge læssevis af lag ind i musikken eller flytte rundt på forskellige passager via computeren.

Det er ikke kun for sjov
Og det legende er i dén grad kommet med pÃ¥ ep’en. Det har samtlige anmeldere da ogsÃ¥ bemærket og lavet referencer til bÃ¥de cirkusmusik og tegnefilm.
Samtidig har de meget lyse, små-nasale vokaler også fået blandede kommentarer med på vejen, og det lader til at irritere Malthe:
“Jeg synes, at folk har misforstÃ¥et os lidt. Det er, som om folk ikke kan forstÃ¥, at bare fordi der er humor i musikken, behøver det ikke være ensbetydende med, at vi er et useriøst band. Og med hensyn til det med Snurre Snup-stemmerne forstÃ¥r jeg det ikke helt. Der er mÃ¥ske et par numre, hvor jeg lyder skabet, eller hvad man skal kalde det, men det er ogsÃ¥ alt.”

Nogle anmeldere har ogsÃ¥ sat spørgsmÃ¥lstegn ved Aalborg-kvartettens evne til at variere sig. Malthe mener nu ikke, at det er en nødvendig bekymring: “Numrene pÃ¥ ep’en er ensformige, pÃ¥ den mÃ¥de at de alle sammen kører i højt tempo. Men da vi skulle lave den, ville vi gerne have et klart udtryk – og det har folk sÃ¥ misforstÃ¥et ved at tro, at vi kun kan én ting.”
Aske supplerer: “Vi vil gerne meget mere end pÃ¥ ep’en. Vi har ogsÃ¥ stille numre, der er gode,” – og det glæder trommeslageren:
“Vi kan heller ikke holde til at spille sÃ¥ stærkt hele tiden,” griner Kristoffer, mens han illustrerer sin pointe med hamrende arme.

En ny plade tager tid
Under bandets Roskilde-koncert fik et nyt, afdæmpet nummer première, og de fire forklarer, at nye numre som regel starter som skitser på en computer.
“Tit har den, der har fÃ¥et idéen, ogsÃ¥ skrevet spor til de andre,” fortæller Kristoffer, “og pÃ¥ den mÃ¥de udnytter vi, at vi har sÃ¥ forskellige baggrunde – fra metal for Malthes og mit vedkommende til klassisk for Kristians. En af de andre kan f.eks. lave et trommespor, jeg som trommeslager aldrig selv ville have tænkt pÃ¥.”

Men hvornår der kommer nyt materiale fra Oh No Ono, ved de fire endnu ikke. De håber at kunne gå i studiet sidst på efteråret, men selv om Kristoffer drister sig til at foreslå en udgivelsesdato lige efter nytår, er bandet ikke meget for at komme med et mere præcist bud.
“Vi vil være sikre pÃ¥ at have noget rigtig godt, før vi slipper en fuldlængde. Vi skal have tilstrækkeligt med tid til at gøre den god nok,” forklarer Malthe.
To dage senere blev dét lidt lettere, da bandet fik 25.000 kr. for at vinde en nordjysk talent-konkurrence – mindre end 10 måneder efter deres første koncert nogen sinde.