Plader

The Sadies: Favourite Colours

Der males med gråtoner på Favourite Colours, og måske bør man lade pladen ligge indtil efteråret. The Sadies leverer nemlig melankoli og psykedeliske country/folk-sange, der egner sig bedst til korte dage og kolde nætter.

Det femte album fra canadiske The Sadies er country-rock med klassiske virkemidler. Der er guitarer, lap-steel og afstemt bedrøvet amerikansk vokal fra Dallas Good, som giver associationer til prærien og el-master, så langt øjet rækker ud over highwayen.
The Sadies er ikke et band, der smiler til verden, og deres lyrik og musik ligger da også i den dystre ende af skalaen uden dog ligefrem at være depressionsfremmende.

Lettere modstridende åbnes der med den lap-steel hurtigt spillende instrumentale og ganske hoppende og glade Northumberland West, der på forunderlig vis giver forventninger om noget positivt.
Translucent Sparrow får skyerne til at trække sig sammen på ny, og folk/blues-guitaren står skarpt i lydbilledet sammen med trompet-kor og klaskende trommer.

Et af de gode dystre øjeblikke kommer efter fem minutter. 1000 Cities Falling (Part 1) har masser af Johnny Cash-vokal og fingerspillet akustisk guitar samt lap-steel i metervis. Den relativt korte murder ballad-agtige sang rammer en sørgmodig tone, og de to forskellige guitarer akkompagnerer hinanden sublimt, og kompositionen kryber langsomt ind under huden som et iskoldt og langtidsholdbart gys.

The Sadies har været så venlige at give de gode numre et nummer, så man kan hitte rede i sangene. Både Part 1, 2 og 3 er så absolut de mest interessante sange, der dog ud over tallene ikke har andet til fælles.
En sang som Why Would Anybody Live Here højner også albummet med Robyn Hitchcock fra The Soft Boys som gæstesolist. Hans tilstedeværelse giver sammen med forsanger Dallas Good en fløjlsblød nuance til den valsende ballade, der isoleret set fint runder et album af.

Det, der er problemet med Favorite Colours, er, at der mangler noget, der for alvor sætter aftryk i mellemgulvet eller indtryk i hovedet. Sangene er udmærkede, og de fire spillemænd afstemmer sangene godt og afvekslende, men der kommer ikke for alvor noget ud af instrumenterne, som man enten ikke har hørt før, eller som er sammensat på en anderledes og fornyende måde.
Det forbliver monotont og lige så gråt og smagsløst som navnet på bandet, farven på coveret og titlerne på sangene. Jeg bliver ikke melankolsk af at høre sangene, og følelserne får ikke den rutschetur, som man kunne forvente af konceptet.

Albummet har sine øjeblikke i første halvdel, men mister fodfæstet og formår kun at komme i land ved hjælp af slutnummeret og det fine lille instrumentalstykke The Iceberg. Det er en skam, at albummet ikke holder hele vejen, for The Sadies har efterhånden fået styr på sit genrebegreb, der førhen bød på ustyrlige kompositioner, der blandede surf, country og garage.
Der er mere ro i de musiske overvejelser på Favourite Colours, og numrene bærer præg af modenhed og balance. Men selv om The Sadies får skyerne til at trække sig sammen, udebliver regnen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat