Plader

Cursive: The Difference Between Houses and Homes – Lost Songs and Loose Ends 1995-2001

Mens vi venter på opfølgeren til den fantastiske The Ugly Organ, har Cursive sammenstykket en compilation, der samler svært opdrivelige singler og tidligere uudgivne numre. Pladen er primært henvendt til nuværende Cursive-fans med sporadiske huller i samlingen.

Der er lys i kagen. 10 af slagsen. Cursive har nemlig rund fødselsdag. Men i stedet for, at vi synger fødselsdagssang for dem, spiller de ældre numre for os. I anledning af 10-året har Cursive samlet en håndfuld numre fra svært opdrivelige 7″-singler tillige med et par tidligere uudgivne numre. Som undertitlen – Lost Songs and Loose Ends 1995-2001 – indikerer, er her altså ikke tale om en compilation i den traditionelle ‘best of’-forstand.
Tværtimod får vi lov at høre, hvordan Cursive lød fra de spæde år og fremefter – og lad det være sagt med det samme: Dette er primært en plade for fans frem for en introduktion for nykommere.

Er du blandt tilhængerne af plader som Domestica (2000) og The Ugly Organ (2003) samt ep’erne derimellem, risikerer du at blive skuffet over materialet på nærværende plade. For hvad du hører på denne plade, er Cursive, inden de kom i storform. Du vil fornemme en storm under opsejling, som blæser uden for rammerne af denne plades sigte, og du vil høre indledende takter til noget fremtidigt stort, som kronologisk set først gør væsen af sig på de to førnævnte fuldlængder.

Er du på den anden side bekendt med Cursives første plader, ved du, hvad du kan forvente dig af The Difference Between Houses and Homes: punket energi med zigzaggende og ofte dissonante guitarangreb tilført Tim Kashers karakteristiske vokal, som, når den er bedst, efterlader et dundrende og fandenivoldsk aftryk.

Det er sådanne elementer, Cursive har med i bagagen, og de er gode at falde tilbage på, når man har at gøre med sange på denne compilation, der er meget som uslebne sten i deres ligefremme og rå produktion og tilgang. Dynamikken gør flere steder sit for at hvæsse tingene op.

The Difference Between Houses and Homes åbner med “Dispenser”, som går helt tilbage til ’95 og er et af de tidligere uudgivne numre. Dette til trods står det stærkere end flere af bandets øvrige afkast på pladen.
“Pivotal” er næste nummer i rækken. Det er udgivet i ’98, men lyder overraskende meget som en naturlig forlænger af åbneren. Dette er ganske sigende for Cursives tidlige udtryk, som ofte er en kamp for fodfæste. Der er signifikant flirt med den velkendte D.C.-lyd, som injiceres med indierockelementer og endda lidt lofi-slacket indifferens.

I Cursives unge år blev tekstuniverset noget nær tilsidesat med Kashers famlende forsøg ud i ubetydelige følelsesmetaforer, som ikke udtrykte synderligt meget (noget, han mildt sagt er kommet særdeles godt efter i de efterfølgende år). Her gjaldt det mere om at storme fremad med dynamikker, som slyngede sig selv op og ned med skæve indfald i sangenes rumlighed. Mest vellykket er det, ikke overraskende, i det seneste nummer (fra 2001), “Nostalgia”, som knaser og støjer med alle følelser båret uden på tøjet.

Sangene på The Difference Between Houses and Homes har formentlig aldrig haft til hensigt at ramme flere end den lille flok, som stadig hiver 7″-singler hjem. Nu kommer sangene til at ramme bredere – specielt taget i betragtning af det renommé, som Cursive og ikke mindst selskabet Saddle Creek har skabt sig.

Selv om opsamlingen strækker sig over syv år, er den, som tidligere nævnt, ikke en god introduktion til Cursive. Hvor bandets plader ikke kan præsentere samme dybdeperspektiv – historisk set – som perioden denne compilation omfatter, byder de (Domestica og The Ugly Organ, vel at mærke) til gengæld på væsentligt stærkere materiale.

The Difference Between Houses and Homes tjener primært det formål at lade Cursive-fans få fat i svært tilgængelige sange uden at skulle flå hul i lommerne. Desuden giver det os alle lidt at lytte til, mens vi venter på en ny Cursive-fuldlængde, som bandet angiveligt skulle være i fuldt sving med nu, og som skulle udkomme til næste år.

★★★☆☆☆

Lyt til “Sucker & Dry”:
[audio:http://www.toolshed-media.com/ts/cursive-sucker-and-dry.mp3]

Lyt til “A Disruption in the Normal Swing of Things”:
[audio:http://www.toolshed-media.com/ts/cursive-disruption-swing-things.mp3]

Deltag i debat