Plader

Deadman: Our Eternal Ghosts

Skrevet af Stine Mogensen

Stemningsfuld americana og alternativ country smelter sammen til en smuk, længselsfuld og storladen helhed på ægteparret Steven og Sherilyn Collins’ andet album. Dog savnes der af og til et par knaster i vellyden.

Det siges, at når man spiller en countrysang bagfra, får man sin kone og sin gård tilbage, ens elskede hund vågner af graven, og man bliver ædruelig igen.
Lignende eksperimenter bør nok ikke forsøges med Deadmans Our Eternal Ghosts , som ikke just kan betegnes som værested for de tykke countryklichéer. Men den fyldige ørkenmelankoli, der præger den texanske duos andet album, kan alligevel spores tilbage til dengang, da en mand var en ensom mand med sporer på støvlerne, og en by var noget, man red igennem på sin vej videre ud mod solnedgangen.

Fornemmelsen af fortiden i nutiden og længslen efter det, der var, er en af de tydeligste tematiske faktorer på Our Eternal Ghosts. Deadman tager nemlig udgangspunkt i musikalske rødder, der er forankret i det tørre, øde amerikanske landskab, og blander med stort held bidder af den sentimentale patos fra countryen med folk og støvet rock. Det har resulteret i 10 stemningsfulde numre, der spænder fra det dystre til det lysende.

Sherilyn og Steven Collins, ægteparret bag Deadman, viste allerede på debutpladen Paramour fra 2002, at de mestrer det drømmende udtryk. Dette gør sig i høj grad også gældende på Our Eternal Ghosts, hvor det drømmende til tider twistes mod det gotisk-romantiske. Dette kommer især tydeligt frem i den mystiske og foruroligende luskede skæring “Werewolves”, hvor man næsten kan høre en kold vind tude og se vindheksene komme trillende gennem støvet på en mennesketom gade.

Et andet bemærkelsesværdigt nummer er det langsomme og sensuelle “Slow Dance”. Mystikken fra “Werewolves” er stadig til stede, men det foruroligende afløses her af det følsomme og svævende, mens stemningen fra den uendelige stjernehimmel over prærien på det nærmeste drysser ud af højtalerne. Med dette nummer får lytteren også det fulde udbytte af Sherilyn Collins’ vokal, som minder om en kølig, lidt spæd hybrid mellem Emmylou Harris og Hope Sandoval fra Mazzy Star.

Deadman indleder Our Eternal Ghosts med at vedkende sig deres klassikere i den pågående, næsten hymneagtige “Where the Music’s Not Forgotten”. Den højtidelige stemning, der præger dette nummer har en konkret årsag, idet nummeret efter sigende skulle være skrevet umiddelbart efter June Carter Cashs død og derefter indspillet efter Johnny Cashs død.

Men Our Eternal Ghosts er ikke blot et lemfældigt resultat af den samlede inspiration fra forskellige musikalske forbilleder og traditioner – pladen bærer i høj grad præg af, at hr. og fru Collins kan deres kram og har deres egen bæredygtige stil.
Det har dog ikke gjort projektet dårligere, at det er Mark Howard, der har produceret. Howard, som også har styret knapper for blandt andet Bob Dylan og U2, svøber Deadmans enkle melodier i en lækker, fyldig, til tider næsten svulstig lyd.

Kompositionerne kan sagtens bære det, men skal man endelig indvende noget mod “Our Eternal Ghosts”, er det, at lydbilledet på visse numre bliver for højglanspoleret og det bliver af og til med (nogenlunde) Niels Hausgaards ord: som at få hældt lunken sirup ind i øregangen. Med andre ord er der for lidt, der kradser, og sentimentaliteten får derfor nogle gange overtaget, mere end hvad godt er, og det kan godt blive kedeligt at høre på.

Men disse lydtapet-tendenser er heldigvis det, der fylder mindst i det samlede indtryk af pladen. For at bruge en udslidt anmelderkliché er Our Eternal Ghosts et helstøbt værk, og med et par enkelte flere ekspressionistiske ridser i fernissen kunne det blot være blevet bedre.

★★★★☆☆

Deltag i debat