Plader

Editors: The Back Room

Skrevet af Mikkel Mortensen

Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.

Det har virket en smule underligt, at det var et newyorker-band som Interpol, der skulle blive succesfulde på at trække på så ærkeengelske inspirationskilder som Joy Division og Echo and the Bunnymen. Det burde vel have været et engelsk band, der stirrede tilbage på hjemlandets dystre musikalske 70’er- og 80’er-scene og anvendte disse koryfæer som pejlemærker for deres egen musikalske mission.
Men nu er der endelig et engelsk band, der har tænkt sig at generobre den dystre og hypnotiske alternative guitarrock i Englands navn – og de er godt på vej. Indtil videre har både de første singler og dette debutalbum opnået ganske pæne salgstal og ditto anmeldelser.

Editors’ debutalbum, The Back Room, åbnes af en aggressiv trio af sange: “Munich” er det tætteste, man kommer på Interpol. Guitarerne er som snydt ud af næsen på noget fra Turn On the Bright Lights, og vokalist Tom Smith ligger her meget tæt på førnævntes Paul Banks. Editors har dog så meget styr på sangskrivningen, at al snak om plagiat forstummer.

“Lights” er mere straight rockende, men mindst lige så god. Der spilles stadig energisk og iørefaldende, og den melodiske nerve er stadig intakt. Det er den så sandelig også i “Blood”, hvor guitarerne stadig er hypnotiske og fremadrettede, men bandet tilsætter her et mere poppet omkvæd, hvilket bestemt også klæder dem.

Albummets højdepunkt er utvivlsomt balladen “Fall”, hvor der fremmanes en nærmest Coldplay-agtig inderlighed. Editors kontrasterer de knugende og tilbageholdende vers fremragende med det frembusende omkvæd, og det burde ikke kunne lade sig gøre at ignorere Tom Smith, når han med følelserne helt uden på tøjet erklærer: »I wanted to see this for myself.«

Den imponerende start kan Editors desværre ikke følge op på, og efter den fine “All Sparks” begynder The Back Room at fortabe sig i middelmådighed. “Someone Says” er et forsøg på at lave endnu en fremadrettet, hypnotisk uptempo sang, men der er på ingen måde samme melodiske overskud som i albummets første tre sange.
“Bullets” mangler ligeledes melodisk fremdrift. Og så hjælper det ingenting, at Tom Smith mere og mere desperat synger: »You don’t need this disease,« for det står hurtigt klart, at man ikke har brug for flere sange af denne type.

At Editors har styr på balladesangskrivningen, hersker der ikke tvivl om. Det har de allerede bevist tidligere på albummet, men af uransagelige årsager er The Back Rooms to afsluttende ballader milevidt fra denne standard. “Open Your Arms” kommer ikke ud af stedet hverken melodisk eller tekstligt, og dens gentagne »Open your arms and welcome« gør blot lytteren mere og mere irriteret, da man mest af alt har lyst til det modsatte.
(Van)æren som albummets værste ballade tilfalder dog den frygtelige “Distance”. Et svagt elektronisk beat trækker modvilligt sangen fremad, mens guitarerne kedeligt lægger sig under Tom Smiths stemme, der lyder, som om han bare gerne vil have sangen overstået – og han er ikke den eneste. Sangen varer under fire minutter, men føles som en evighed.

The Back Room kunne have været en fremragende ep, men er i stedet endt som et album lige over middel. Editors burde nok havde ventet med debutalbummet, til de havde tilstrækkeligt med materiale af samme standard som albummets første fem sange. Der er dog ingen tvivl om, at bandet har et enormt potentiale, som man kun kan håbe bliver forløst i fremtiden, når de forhåbentlig lærer at kende deres styrker og svagheder. Gør de det, kan Editors sagtens blive et af fremtidens mest interessante rockbands. Det eneste, man kan gøre, er at vente – og håbe.

★★★½☆☆

Deltag i debat