Plader

The Elephants: Lazybones EP

De fem sange indeholder både energi og charme nok til at pirre nysgerrigheden. Men sangene mangler stadig tag over hovedet, så der kan blive et rum, hvor numrene kan udvikle sig og blive langtidsholdbare.

The Elephants bruger 17 minutter på at overbevise lytteren om, at de skal have en plads på den danske musikscene. Lazybones er gruppens anden ep, og stilmæssigt går de to udgivelser for så vidt hånd i hånd. The Elephants spiller indiepop med elementer fra 60’erne, surf og en sjat alt. country, der blandes med løs hånd og munder ud i en række numre, der har en vis form for originalitet, men desværre også mangler orientering og form. Kreativiteten bliver en anelse for flyvsk.

Betragter man indholdet på Lazybones, er numrene rimelig velfungerende, hvad angår melodi og intentioner. Men når sangene sættes sammen i sin helhed, mister man som lytter fodfæstet og bliver forvirret over, hvilket genremæssigt udgangspunkt man skal tage. Det er lidt som at spise en ret, der har fået blandet krydderierne lidt for meget.

De fire københavnere skal dog roses for deres musikalske evner og instrumentering. På trods af desorienteringen i det genremæssige overspiller de på ingen måde deres brug af instrumenter, og de to forsangere Bjarke Bendtsen og Martine Madsen supplerer hinanden godt, når han rammer melankolien med sin skæve og nedtonede vokal, og hun kælent støtter med en lillepigevokal, der kan minde lidt om Nina Perssons.

Det er da også The Cardigans, der dukker op på nethinden, når man lytter til første skud i bøssen, “Fata Morgana”, der med skæve guitarakkorder og sørgmodig vokal giver ep’en et godt afsæt, men desværre også afslører nogle af de førnævnte problematikker. For selv om melodien er ganske fængende, tilføjer bandet elementer, der mest virker som fyld: Mundharpe og en rungende surfguitar vender landkortet på hovedet, og man mister interessen.

Lidt bedre er den opløftede og ligefremme “Caroline Knows”, der benytter tvekønnet vokal og masser af guitarflader, som både holder melodien, men også tilfører det skæve og kantede.
At bandet så gør brug af samme break som i første skæring, er til gengæld lidt en streg i regningen.
Mundharpen får også meget plads, og det er selvfølgelig et frisk forsøg på at skabe et anderledes udtryk, men den her country møder indie tryllebinder ikke for alvor, og igen savner man en rød tråd i konceptet.

Det bedste nummer er absolut det lidt dystre “Autumn Hearts”, der i al sin simpelhed viser bandets potentiale. Ikke for meget lir eller lag i lagkagen. En halvmonoton guitar og en fin basgang hylles ind af de to vokaler, hvor især Martine Madsens korarrangement fungerer eminent godt i det melankolske lydunivers.

Det er en skam, at bandet ikke gør mere ud af dén indgang til tingene. Konceptet virker langt mere holdbart, når det er nedbarberet, end på de numre, hvor elefanterne stikker deres snabler i lidt for mange ting og sager.
Det charmerende og lidt naive bør til hver en tid kendetegne The Elephants, og konceptet omkring pop med kant vil være et fint supplement til den danske musikmuld. Men hvis det skal være langtidsholdbart, bør bandet lade være med at fylde lasten alt for meget op. Ellers synker skuden.

★★★☆☆☆

Deltag i debat