Plader

Need New Body: Where's Black Ben?

Skrevet af Martin Laurberg

På deres tredje udspil har Need New Body fået prominent selskab af to medlemmer fra den legendariske Sun Ras Arkestra. Det forhindrer imidlertid ikke pladen i at være lidt kedelig og skitseagtig.

Få plader giver et mere toptunet indtryk end den amerikanske frirockgruppe Need New Bodys seneste album, når man første gang sidder med det mellem hænderne. Coveret er fyldt med hittepåsomme collager, farvestrålende graffiti og billeder af afklædte damer og bandmedlemmerne i flippet tøj. Det er vanskeligt at beslutte sig for, om man skal have skyhøje eller lunkne forventninger, for selv om bandet tydeligvis signalerer en vis anarkistisk kompromisløshed, som kan være fin nok, er der samtidig noget gøglerskole-agtigt ved hele foretagendet.

Musikken viser sig at stemme meget godt overens med denne dobbelthed. For selv om Where’s Black Ben? er spændende alene i kraft af bandets modvilje mod at spille efter vanlige konventioner, er det, som om den for det meste ikke er så meget andet end blot eksperimenterende. Sagt på en anden måde: Den anarkistiske attitude er fin, men når det kommer til sangskrivning og de konkrete eksperimenter, har pladen det med at falde lidt igennem.

Where’s Black Ben? er en ekstremt varieret plade. “Brite Tha’ Day” og “So St Rx” er nærmest elektrorocknumre med et fast trommebeat, vellydende sythesizere og sjove sangtekster. Det er bestemt ikke dårlige sange, men det er måske heller ikke absolut verdensklasse.
Andre af numrene er skitseagtige og strukturløse små stykker spillet på orgel eller klaver. Det er f.eks. tilfældet med “Tuthmosis”, som er et fint nok lille klaverstykke, der bringer mindelser om en (beruset og ikke specielt teknisk dygtig) pianist, der sidder alene tilbage på en bar længe efter lukketid. Det er sødt nok, men også på en måde lidt ligegyldigt.

“Poppa B” og “Peruividia” er fjollede countrynumre med banjo, som kan bringe tankerne hen i retning af They Might Be Giants eller endda Becks folkplader. Begge sange er hyggelige nok, men desværre virker det – og det gør sig gældende for pladen mere generelt – som om der har været brugt mere krudt på at lave en mangfoldig plade end på at koncentrere sig om at få lavet de enkelte numre slidstærke.

Need New Body kan sammenlignes med andre frirockbands som Deerhoof og Hella. Men i modsætning til disse bands, der har opfundet helt unikke måder at spille og skrive sange på, virker Need New Body en smule famlende. På sin vis er det dejligt, at bandet udviser frisind nok til at spille alt fra freejazz og countryrock til elektrorock og små improviserede fragmenter. Men problemet er måske, at man bestandig sidder med en fornemmelse af, at det alt sammen ville kunne findes bedre andre steder. Uanset hvilken stilart bandet bevæger sig inden for, hæver det sig kun i korte glimt over middel. Numre som “Totally Pos Paas” og “Baddosh + Seagull War = Die” skiller sig ud som flippede, men stadig sammenhængende rocknumre, og er rigtig fine.

Det absolutte scoop på Where’s Black Ben? er “Outer Space”, hvor der er gæsteoptrædener af superstjernerne Marshall Allen og Tyrone Hill fra freejazz-pioneren og space-guruen Sun Ras Arkestra. “Outer Space” lyder da også rigtig meget som Sun Ra, dog tilsat museagtige sangstemmer. Det er en rigtig fin sang, men spørgsmålet er, om man trods alt ikke finder det bedre hos Sun Ra selv.

Where’s Black Ben? – i øvrigt Need New Bodys tredje udspil og debut for 5 Rue Christine – er bestemt ikke nogen dårlig plade. Men der er noget middelmådigt og ørkesløst ved hele foretagendet, hvilket betyder, at den ender med at blive præcis, hvad den tydeligvis slet ikke havde til hensigt at være: halvkedelig og uspændende.

★★½☆☆☆

Lyt til “Eskimo”:
[audio:http://www.5rc.com/audio/Eskimo.mp3]

Deltag i debat