Brigadoon er et sælsomt udspil fra det canadiske ensemble P:ano. Samlingspunktet for musikken er den Desert Hearts-agtig dynamik mellem kvindelig og mandlig vokal. Musikken smyger sig på de første numre op ad de to elskende stemmer. Nøje afstemt og med noget nær militær disciplin holdes lydbilledet klinisk rent for elementer, der kunne forstyrre skønsangen. Og de omhyggelige fraseringer og nøje afstemte harmonier begået af Nick Krgovich og Larissa Loyva kan godt holde til at være i fokus.

Allerede i “Covered Wagons” nærmer vokalerne sig med forsigtige bevægelser. Som parallelle jernbanesveller, der mødes i horisonten, vugger stemmerne sig frem mod et fælles mÃ¥l. Indiepop har sjældent lydt mere underspillet frejdig end “Heavens”.

Just som det gÃ¥r, nÃ¥r man vugges stille fra side til side pÃ¥ en lang togtur, bliver musikken lige sÃ¥ stille mere og mere døsig. Lige før øjenlÃ¥gene ramler sammen, bryder den ellers sÃ¥ rene og polerede maskine, der driver P:ano frem, sammen. Midt i “Storm the Gates” afspores sangen, og med tung inspiration fra The Fiery Furnaces og karnevalspercussion spilles der op til en hurtig fest. Feststemningen er godt nok væk allerede i den efterfølgende “The Snow”, men situationen er ikke den samme. Den nøje opbyggede harmoni er splintret, og P:ano har bevist, at der er mere i dem end renskuret indiepop.

Brigadoon er det tredje udspil fra Vancouver-kvarteten og det hidtil bedste. Med en uhørt lethed påtager bandet sig den enorme opgave at samle et helt årtis indiepop, fra grupperne omkring Elephant 6 til danske Strumm, på en plade. Nogle vil måske beklage sig over de lysende klare referencer, der gør, at man lige fra Yo La Tengos amerikanske østkystpop over Magnetic Fields simple elektroniske flirt kan følge P:anos inspirationer, men det er der ikke for alvor nogen grund til. Udspillet er nemlig så velspillet, at de forskellige inspirationer virker naturlige og selvfølgelige i stedet for anstrengte.

Indledningsvis kan det virke lokkende at afskrive Brigadoon som alt for pæn, steril og kedelig, for det er pladen til tider. Det er lige før, at den måde, hvorpå bandet bevidst har filet kanterne af for at passe ned i en præstøbt indierock-form, er historien om Askepot om igen – men også kun næsten, for netop det rene og porøse er en af Brigadoons forcer.

Det er ikke et kønsløst udspil. I “The Widow” spilles der sÃ¥ledes op til lystig og landlig hygge fuldendt med hestetrav og harmonikaspil. Og gennemgÃ¥ende er der faktisk tale om et splittet udspil. Splittet mellem sange, hvor Krgovich dominerer, og sange, hvor Loyva er i front – splittet mellem sange uskyldige som nyfalden sne eller den stille pige bagerst i din folkeskoleklasse, og sange hvor træskoene bogstaveligt hives frem og blandes med horn og vild percusion. Den røde trÃ¥d gennem albummet er dog bundet fast til det klassiske emne for en popsang: den bÃ¥de søde og sure kærlighed.

Gode sange som den uptempo “Leave Me With the Boy” og den romantiske “Light O’Love”, der er en ekstatisk hyldest til den perfekte kærlighed i den perfekte verden, demonstrerer, at P:ano ikke skal afskrives som endnu et indiepop-band. Deres sange er meget mere end gennemsnittet af de sidste Ã¥rs musik. Der er nerve og følelse bag hele vejen, men nÃ¥r bandet forsøger sig med nyt terræn, bliver det for ofte komplet ligegyldigt som i “Ghost Pirates”. Her tæskes lytteren igennem en skærebrænder-duet og maskingeværs-trommer, der slet ikke passer ind.

På trods af alle de flotte takter, det store musikhistoriske overblik og de blide melodier, er der dog lidt for langt mellem guldkornene på Brigadoon. Den samlede spilletid på 59 minutter er lidt for meget af det gode. Man kunne have ønsket sig halvt så mange sange, men med dobbelt så stærke omkvæd og melodier, og så ville en klassiker være født. P:ano har potentialet til både at overraske med nyvindinger og potentialet til at perfektionere indierocken. På Brigadoon når vi ikke til en fuldendt forløsning af potentialet, men den præstation kan ikke ligge langt væk.