Nyheder

Radiohead har startet indspilningerne

Tirsdag d. 23. august afsluttede d’herrer i Radiohead deres første tur i studiet under arbejdet med deres næste og dermed syvende studie-album.

I løbet af den lille uge i studiet arbejdede kvintetten med to nye numre, “Mornin’ Mi Lord” og “Pigsee” (og Radiohead-sædvanen tro er der allerede nu mindst to forskellige stavemåder klar til begge titler).

Med undtagelse af trommeslageren Phil Selway har alle bandmedlemmerne ført dagbog over optagelserne, og såvel billeder som småkryptiske kommentarer kan læses i Radioheads blog, Dead Air Space.

Det er ikke let at blive klog på, hvordan det nye materiale rent faktisk lyder. Guitaristen Ed O’Brien kalder blot det, bandet har lavet, for “really good things”, mens Thom Yorke som vanligt beretter om tvivl og manglende selvtillid.
Bloggen løfter dog sløret for en lille bid af teksten til Pigsee, og den tyder på, at Thom Yorke stadig har nogle politiske budskaber at komme af med: »There is a black sea of sticky Saudi oil / and the governors in chief are planning their escape.«

Deltag i debat