Plader

Anthony Rochester: Music for Librarians

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit andet album fortsætter Anthony Rochester med at spytte behagelige 60’er-popmelodier ud. Albummet er perfekt til lange eftermiddage med regnvejr og perfekt at høre uden egentlig at lægge mærke til musikken. Ganske behageligt og ofte ret ubemærket.

Titlen på Anthony Rochesters seneste album sender venlige tanker til Brian Enos ambiente periode. Men hvor Eno lavede musik til film og lufthavne, er Rochesters album lavet til bibliotekarer – et folkefærd, som de fleste opfatter som støvede, lidt lange i skægget og iført et par alt for slidte fløjlsbukser.

Men Anthony Rochester opfatter dem mere lyst og optimistisk, hvis man ellers kan gå ud fra, at musikken på Music for Librarians er et udtryk for hans bibliotekar-opfattelse. Masser af keyboards, især med organisk retrolyd, bløde backingvokaler og strygere er afsæt for den 60’er-inspirerede poplyd, som Rochester benytter overalt i sin musik.

Bløde bossarytmer og blide guitarer åbner albummet, og der går næsten tweepop i Rochester, inden han finder sin form i det efterfølgende nummer “Into the Stars”. Her er basgangen, korstemmerne og de løse trommer næsten taget fra Stereolabs “The Free Design”, og det er mest Rochesters stemme, som adskiller nummeret tydeligt fra en Gane-Sadier-komposition. Både Stereolab og High Llamas er faste referencepunkter for Rochester, og af og til er det lidt for tydeligt.

Der er noget dovent og ugideligt over Rochesters album. Ikke så meget i udtrykket, men mere på den måde, at albummet passer ganske godt til en søndag med regnvejr og te og stearinlys indendørs. Blødt produceret og uden kanter smyger numrene sig ud af højttalerne og ind i ørerne. “Waiting and Discovery” byder på Rochesters vokal i en dæmpet og trist udgave, hvor han smukt synger både første- og andenstemme.
“Métropolitain” byder på en kvindelig vokal, som lyder bemærkelsesværdigt meget som en theremin. Det giver uptempo-nummeret et sært space- og horror-udtryk, men sjovt nok passer det ganske godt sammen med det bløde, Moog-drevne nummer.

Rochester er bedst, når han dæmper sig lidt og ikke kaster sig ud i de hurtigere numre. Desværre sker det for sjældent på Music for Librarians.
“Happiness” er langt hen ad vejen et instrumentalnummer, som langsomt bygger op uden at opfylde forventningen om et bragende crescendo. “What Would I Know” er som en sing-along på en fransk beværtning i 1963, og “Intentions of Fergus” fortsætter, hvor “Waiting and Discovery” slap.

Music for Librarians tangerer flere steder en slags anonym easy-listening – det er måske godt nok på et bibliotek, hvor der helst skal være dæmpet, men det er albummets største svaghed – det bløde udtryk virker anonymt i længden. De hurtige numre er ofte for 60’er-forcerede, mens de mere stille numre fungerer bedst, når Rochester ellers kan få lytteren til at høre efter. Og han har nogle gange svært ved at spille mere end baggrundsmusik. Behageligheden og de smygende melodier kan ingen dog tage fra Rochester.

★★★½☆☆

Lyt til “Métropolitain”:
[audio:http://www.radiokhartoum.com/media/205/Metropolitain.mp3]

Lyt til “Emotional Song no. 2”:
[audio:http://www.radiokhartoum.com/media/205/emotionalsongno2.mp3]

Deltag i debat