Plader

Saxon Shore: Luck Will Not Save Us From a Jackpot of Nothing

Skrevet af Mikkel Arre

Musikken bliver godt nok pletvist lidt for pæn, men det piller ikke ved, at amerikanske Saxon Shores behagelige og længselsfulde electronica fungerer glimrende som et lydmæssigt varmetæppe.

For godt et år siden var den amerikanske trio Saxon Shore godt på vej til at krybe i graven, og bandets grundlægger, Matt Doty, satte kursen mod et helt almindeligt job i erhvervslivet. I løbet af efteråret begyndte han dog igen at lave musik sammen med sine bekendte Olivier Chapoy og Matt Stone, men alt foregik via nettet og var udelukkende en fritidsbeskæftigelse. Ikke desto mindre blev de tre så glade for de numre, de fik skabt, at de udsendte ep’en Luck Will Not Save Us From a Jackpot of Nothing, og Doty genoplivede Saxon Shore som band.

Mens vi venter på, at Saxon Shore får udsendt deres nye fuldlængdealbum, The Exquisite Death of Saxon Shore, der er produceret af Mercury Rev-, Flaming Lips- og Low-produceren Dave Fridmann, kan vi altså nyde den ep, som de tre mailede sig frem til.
Og jeg mener virkelig nyde. For det er harmonisk, romantisk og skønhedssøgende musik fra de mere idylliske egne mellem postrock og indietronica – med en overvægt af sidstnævnte.

Lyse, hvirvlende shoegazer-guitarer rækker allerede i åbningsnummeret ud efter himlen, og i det hele taget rummer Saxon Shores lune og eftertænksomme musik såvel længsler som håb. Guitar- og synthfladerne væver sig ind mellem hinanden og tilfører musikken en nærmest organisk karakter. I de bedste øjeblikke er det, som om musikken har sin egen vejrtrækning og puls.

Der svæver en øm følsomhed oven over de skiftevis semi-storladne og afdæmpede lydlandskaber, og den enlige guitarfigur i “May 26” maner til ro, men lover også gode tider. Af de fem numre er det kun “June 23”, som nærmer sig køligere luftlag med svagt hylende synthtoner og en lille frostklar melodi. Et knasende beat intensiverer alvoren, og det er en herlig afveksling.

I længden kan man nemlig godt få lidt for meget af den konstante fokusering på skønhed og ynde. “April 14” lyder lidt som et uddrag af side A på Sigur Rös’ ( ). Og selv om det er smukt, som melodien gentages og gentages hen over antydningen af en march-rytme, begynder lagene af synthesizer og klaver at føles lidt klæge efter tre minutter. Måske er grunden, at Saxon Shore ikke lader “April 14” eller for den sags skyld andre af numrene vokse sig rigtig store, men blot lader dem forblive i mellemlejet fra begyndelse til slutning. Det ville pynte med lidt mere dynamik og bevægelse.

Alligevel er det svært ikke at ende med et lille, men vedholdende smil på læben, mens “November 16” med sporadisk banjo over luftige synthflader sender éns tanker i retning af både vemodige savn og håbefulde drømme. Det var godt, at Matt Doty gav Saxon Shore en chance mere.

★★★★☆☆

Lyt til “April 14”
[audio:http://www.burnttoastvinyl.com/saxonshore/saxonshore-April14.mp3]

Deltag i debat