Plader

Smog: A River Ain’t Too Much to Love

Bill Callahan har lavet en meget harmonisk plade, og selv om man ikke bliver småkåd og lystig af at lytte til den, pibler der alligevel små lyse perler frem fra hans mørke univers, og resultatet rammer næsten Bull’s Eye.

Dét, der drager og fornøjer, kan i visse tilfælde være en følelse eller en tilstand, og det kan være svært at beskrive med ord.
Sådan er det også med Bill Callahan og hans Smog-plader, der i godt og vel femten år har givet et meget varieret bud på amerikansk sangskrivning.
Hans stemme og fortolkninger kan sætte kroppens system helt ud af funktion, og der er noget narkotisk over mandens stemme, der minder en del om Lambchops Kurt Wagner.
Det er simpelt, men også enestående at kunne komponere og skrive, så lytterens nervebaner slår knuder.

Stemmen er dyb som Grand Canyon, og mørket vælter ud, når han synger de første strofer. Temaerne er dystre og ikke specielt velegnede til lystige fornøjelser.
Har man derimod dæmpet el-pæren, tændt tobakken og eftertænksomheden, får man ikke bedre co-driver end Smog og hans seneste bud A River Ain’t Too Much to Love.

Åbneren Palimpsest er en kølig, sorgfuld akustisk guitarhymne, krydret med Callahans baritone vokal. Sangen er en fortælling om mandens tilbagevenden til det landlige og simple liv, der passer som fod i hose med arrangementet. Afskedsbrevet lyder “Winter exposes the nest / and I´m gone“.
Say Valley Maker fortsætter fortællingen og de akustiske akkorder i den stille ende af skalaen, men ender i den store festfinale, hvor Dirty Threes Jim White på trommer løfter stemningen, og guitarerne angribes hårdere og højere. Troen på kærligheden sætter punktum: “Because there is no love / where there is no obstacle“.

Arrangementerne er enkle, og lydbilledet holdes inden for det simple. Ud over Jim White, der i det stille tryller bag trommerne, sidder Joanna Newsom bag klaveret i Rock Bottom Riser. Et fremragende nummer med nerve og sagte akkorder, skrevet som et takkebrev til dem, Callahan elsker. Absolut et af pladens højdepunkter, og et af de numre, hvor Callahan hæver stemmen op over bashøjde. Et andet stærkt udspil er den lettere sprudlende og melodiøse I Feel Like the Mother of the World med sin lystige fingerspillede guitarflade og Jim Whites bumpende trommer, der fylder uden at mase.

Ovennævnte sange viser, at lyset til tider trænger ind mellem små sprækker i Bill Callahans univers, bl.a gennem vandet og de symboler, der forbindes med det – f.eks. hans tilbagevenden til landet og kærligheden, som er temaerne på A River Ain’t Too Much to Love.
Running the Loping fuldender historierne med en knap syv minutters narrativ udredning. “Oh to live in the country / with a chicken and those other things / where the hills loping / where the dress and the hair in the river / undulating“.

Let Me See the Colts sætter et flot punktum for de godt 50 minutter. En sang, som har et i forhold til resten af pladen meget fyldigt lydbillede med både strygere og masser af guitar.
En ny tilgang til sangskrivningen, i hvert fald i forhold til de forrige plader Rain on Lens og Supper. Førstnævnte havde en kryptisk og halvsyret tomhed over sig, og Supper var en mere up-beat country/folk-sag, der havde et andet fokus og lidt flere dæmoner, men mindre nerve end A River Ain’t Too Much to Love.
Bill Callahan er en lidt indadvendt og kryptisk person, der evner at forene og sammensmelte noget så enkelt som lyde og historier fra det virkelige liv. Det lyder ikke altid lige opløftende, men det er oprigtigt og berigende. Callahan har fuldendt sit pladedusin på fornemste vis.

★★★★★☆

Deltag i debat