Plader

Sterling: Estadio Camp-Let

Skrevet af Mikkel Arre

Sterlings første ep efter indlemmelsen i Crunchy-familien kommer vidt omkring med både uptemponumre og ballader. Pladen sprudler af bandets spillelyst, men lider til dels under manglen på rigtigt stærke melodier. Sterling er stadig bedst til fest og pangfarver.

Københavnerkvartetten Sterling kalder deres nye ep Estadio Camp-Let for et overskudsprojekt. Mens bandet understreger, at betegnelsen ikke går på det pengemæssige udkomme, står det til gengæld hurtigt klart, at de fire herrer virkelig har stor lyst til at spille, og at de efterhånden er ved at være særdeles velsammenspillede.

Steffen Brandts 1982-oversættelse af et Brian Eno-nummer med titlen “Ubesvaret opkald” er frisk og uptempo, og sangens ligefremme, uhæmmede energi gør nummeret til en glimrende åbner. “Ubesvaret opkald” har været ‘ugens uundgåelige’ på P3, og man forstår det godt, for midt i den åbenbare Kliché-inspiration og det TV2-lignende guitararbejde er nummeret vældigt catchy.

Knap så vanedannende er Sterling, når de skruer ned for tempoet og op for det patosfyldte og semi-storladne. “Stereo” bygger tålmodigt op med hammondorgel og kønne trestemmige vokalharmonier mod en finale, der bare aldrig rigtig kommer.
Balladen “Koldbrand” trasker langsomt frem mod en langstrakt, dvælende afslutning, der er anderledes smuk – om end den er betænkeligt tæt på at blive basket itu af de lidt flade trommer, der buldrer løs med det ene break efter det andet. “Koldbrand” afslører også, at forsanger Mads Nygaards stemme gør sig bedst i højere tempo. Den bliver i al fald lidt kluntet, når han skal klatre langsomt fra det lyse leje til det dybe.

Tekstmæssigt er Sterling ikke helt så sprudlende, som man kunne have ønsket sig det. Eksempelvis matches den musikalske uforløsthed i “Stereo” lidt for præcist af de temmelig meningsløse linjer »på min vej mod nyslået græs og lyse tider / ser jeg dig stå i en sky af æblecider.«
Omvendt er der ikke bare sproglig leg i massevis, men også egentlig substans i teksten til “Vinterfobi”, hvor forskellige ordsprog bliver skrevet om via en vinter-ordsfære for at beskrive, hvad den kolde årstid har på synderegisteret: »For meget pakis i maven / vi har skudt turtelduer med snekanoner.«
Senere balanceres der flot lige på grænsen til banaliteter med carpe diem-opfordringen »hvis du er sammen med den, du elsker / så elsk dog den, som du er sammen med«og det optimistiske kampråb mod middelmådighed og besindelse »hvis de siger “slå det ikke for stort op” / så råber jeg “stort er ikke stort nok!”«

Og det er da også uptemponumrene som “Vinterfobi”, der er mest kød på. Her kan man høre, hvor dygtige Sterling er til at skrive iørefaldende og hukommelseskaprende popsange.
Omvendt er det da skævt tænkt at indspille den dovent slæbende “I morgen” i en parkeringskælder med masser af rumklang, men nummeret er for langsomt til at kunne sætte Sterling i tilstrækkeligt mange omdrejninger, og de primært enstemmige korarrangementer tilfører ikke rigtig nummeret nogen værdi.

Estadio Camp-Let er ikke nogen fuldendt ep, idet numrenes kvalitet er en hel del for svingende. Men hvis bemærkningen om, at ep’en er et overskudsprojekt, skal forstås sådan, at de seks numre er blevet vurderet som for svage til det næste album, bliver det immervæk interessant at høre den egentlige opfølger til Solo danser mama sjus.

★★★☆☆☆

Deltag i debat