Plader

Aoki Takamasa & Tujiko Noriko: 28

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Norikos stemme og Takamasas stramme, sarte programmeringer passer godt sammen, men albummet er for størstedelens vedkommende alt for pænt. For den glatte overflade af japansk minimalisme dækker ikke over noget overhovedet.

Gennem to år sendte de japanske musikere Aoki Takamasa og Tujiko Noriko cdr-skiver med lyd fra Paris til Osaka og tilbage igen. De havde mødt hinanden i Paris i 2002 og havde de samme idéer om musik, men afstanden mellem dem gjorde det svært at komponere sammen. Derfor var det først, da Aoki Takamasa flyttede til Paris, at de fik færdiggjort deres fælles debutalbum. Hver for sig har de 28-årige musikere før haft udgivelser på så prominente selskaber som Progressive Form, Mego og Tomlab.

De to musikere koncentrerer sig om hvert sit element og lag i musikken. Mens Noriko med blid stemme synger, hvisker og taler japansk (enkelte steder engelsk), programmerer Takamasa finurlige beats og sarte, minimalistiske elektronica-stykker. Lyden er for det meste ren og detaljerig, og alligevel virker den ikke kold, men ganske organisk.

Med de to kvinders musikalske baggrund kunne man godt have ventet, at udtrykket ville være noget mere avantgardistisk end det, de præsterer på 28, der faktisk er ret lige til i sit udtryk.
“Vinyl Words” er langt hen ad vejen en japansk udgave af múm med blide vokaler, sarte og en smule triste synthflader og knitrende beats, der langsomt bygges på. Og det efterfølgende nummer “When the Night Comes” slæber sig let af sted med et enkelt beat lagt under en simpel rundgang af organisk synth.

Der bliver lagt flere lag af beats og knitren på, og efter knap seks minutter vælter det Björk’ske lydbillede pludselig, og nummeret transformeres til en tung og metallisk, industriel dub. Noriko fortsætter sit vokalarbejde med ordene (med forbehold for mit japanske) »fa fa fa fa fa fa fa fa fa fa fa fa fa fa,« og Takamasa formår at ændre musikken og få lytteren igennem og ud på den anden side af det pludselige, musikalske mørke – blandt andet med musikalsk hjælp fra et storladent englekor (eller synths, der lyder sådan). Det er en grim og ret perfekt blanding af Norikos vokal, Takamasas knitrende og rene elektronika og så altså det overraskende element – den metalliske og rodede dub.

Det bliver desværre aldrig bedre end “When the Night Comes” på 28. Takamasa og Noriko overrasker ikke mere på albummet, som dog ikke af den grund er venstrehåndsarbejde. De to kvinder er dygtige til netop den blanding af beatprogrammeringer og blidt vokalarbejde, som findes overalt på albummet.
“Doki Doki Last Night” er præget af hurtige og krystalklare programmeringer, som man finder hos Telefon Tel Aviv – melodien mangler bare her. Lidt variation finder man på “26th Floor”, hvor Norika og Takamasa sludrer barnligt (og kælent) til hinanden over et organisk hiphopbeat.

Overfladisk set er 28 et pænt og fint album. Men blot en smule kradseri i den minimalistiske overflade afslører, at albummet ikke har meget mere dybde end dén, der præsenteres umiddelbart i form af Norikos flotte stemme og Takamasas fine programmeringer. I længden bliver det faktisk en smule overfladisk og ensartet, og mere af den farlighed, som de to musikere strejfer på “When the Night Comes”, savnes i stigende grad for hver gennemlytning.

★★★½☆☆

Deltag i debat