Plader

The Tears: Here Come the Tears

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Selv om Brett Anderson og Bernard Butler ved deres genforening har skiftet navn, lyder musikken mest som en naturlig fortsættelse af den velkendte Suede-stil. En samling fine, storladne sange, men der er langt op til tidligere tiders patosfyldte storhed.

Bruddet mellem Bernard Butler og Brett Anderson står som et af de mest dramatiske øjeblikke i historiebøgerne om britisk musik i 90’erne. Suede var inden udgivelsen af deres andet album blandt de mest populære indiebands overhovedet og var nærmest blevet synonyme med det hype-begreb, der siden har kastet tunge skygger over den engelske musikscene.

Det er på det nærmeste en umulighed at anmelde The Tears uden at komme ind på Suede. De to hovedfigurer har ganske vist med et nyt navn antydet en ny begyndelse og forsøger at give et indtryk af et band, hvor de øvrige medlemmer også er vigtige. Summa summarum er imidlertid, at hverken trommeslager eller bassist afviger ret mange grader fra den kurs, deres forgængere i Suede har udstukket.

Allerede med førstesinglen “Refugees” blev det slået fast, at Brett og Bernard med The Tears ikke er ude på at erobre nyt musikalsk land. Dybest set lyder den som et remake af den suveræne single “Trash”, der sjovt nok er fra Coming Up, den første plade uden netop Butler.
Here Come the Tears er delt nogenlunde ligeligt mellem storladne ballader og luftige guitarpopsange, og begge dele lyder stort set, som man kan forvente af de to herrer.

Men der er en række virkelig gode sange på pladen, og eksempelvis er “Imperfection” med forrygende rytmeguitar som drivkraft et godt bud på et medrivende hit. På samme måde er “Autograph” glampop af glimrende kvalitet. Sidstnævnte bliver styret af et fremragende sprødt guitarriff fra Butlers hånd, der viser, at han ikke har mistet grebet om at spille effektivt og medrivende.

Hvis The Tears havde været et debuterende indieband, kunne de sagtens få opmærksomhed med disse sange. Dermed sagt, at The Tears sagtens kan måle sig med mange af de nuværende bands, der holder liv i den storladne indierock. Men når man nu kender forhistorien, er det svært ikke at ønske sig bare lidt mere end gode sange – det er jo et ubestrideligt faktum, at de to herrer kan levere endnu mere, end de gør her.

Alligevel er det svært ikke at få et sug i maven, når man hører en sang som “Apollo 13”, der nok er en ballade af helt klassisk tilsnit – men med en fantastisk syngende Brett Anderson er det ganske rørende. “Apollo 13” er blandt de bedste ballader, Brett Anderson har skrevet de sidste 10 år. Det samme kan siges om den afsluttende ballade “A Love As Strong As Death”, hvor der er skåret helt ind til benet, og denne nøgne stemning klæder musikken rigtigt godt.

Hvis formålet med The Tears har været at distancere sig fra fortiden, er projektet totalt forfejlet. For de fleste vil den plade stå som det sjette Suede-album, og det er da også klart et bedre album end det sidste album under navnet Suede, A New Morning. Og så er det bestemt værd at hæfte sig ved, at mens jeg ved de første lyt var lidt skuffet over, at der nærmest ingen udvikling var at spore, gør sangenes kvalitet, at pladen er vokset for mig, jo mere jeg har lyttet til den.

Men hvor The Tears har en række gode melodier, kan man til gengæld savne noget andet, der gjorde de to første Suede-plader så stærke; nemlig dramatikken og fornemmelsen af, at musikken er indspillet med følelserne helt ude på kanten. Nu er de to herrer jo blevet ældre og derfor naturligvis ikke båret af den samme ungdommelige vildskab, men jeg kunne godt ønske mig, at de turde satse noget mere. Sangene er i det store hele fine; Butler spiller forrygende på sin guitar, og Brett Anderson synger det meste af tiden fremragende, men det hele bliver også leveret ret konventionelt. Med en forslidt anmelderfrase mangler der noget nerve og kant. Sangene er fint arrangerede, men der mangler den sidste gnist, før de for alvor brænder igennem.

★★★½☆☆

Deltag i debat