Den første tilgængelige demo fra Tonekontroll, der ganske enkelt er betitlet #1, indeholder tre sange. Tre rockskæringer sammensat af de basale ingredienser vokal, bas, trommer og guitar – masser af guitar, som bandet selv understreger. En udmelding, der fortæller noget om den legesyge og letsindighed, der præger foretagendet, men nødvendigvis ikke må forveksles med naivitet. De fire medlemmer ved, hvad de laver, og lader til at være smittet med en ustyrlig spilleglæde.
“Dancing on the Pan” skyder demoen fra start med skarpe riffs, eksakte breaks og bastante trommer, hvorefter verset tager fat med melodiøse guitarslides og en desværre mere tvivlsom åbningslinje på den verbale front: »Life’s a chinese fortune cookie.« Dermed favner Tonekontrolls rockmusik allerede i åbningsnummeret livet med alle dets store følelser og spørgsmål og hylder hele kompleksiteten med ligefrem og frygtesløs plateau-rock, der beviser sin styrke i alternativ hitkonstruktion. Således viser de ingen svagheder mellem vers, omkvæd, broer og c-stykker, der alle fungerer på lige højt plan med gruppens indbyrdes overensstemmelser som vellydens katalysator.
Demoens andet nummer, “I Am the Butler”, er bandets pragtstykke. Kradsende guitarrytmer afløses af lyse foranderlige toner, der baner vejen for et særdeles medrivende omkvæd, hvor et adræt melodiriff snor sig om titel-postulatet. Mod enden overtager sidestykkerne med kaskader af støjende teenagedrømme og opløftet feststemning.
Tonekontrolls akilleshæl er imidlertid vokalarbejdet. Ikke alle fødes med en gudbenådet røst som Billy Mackenzie eller David Sylvian, og ikke alle besidder afgørende karisma som Dylan og Bowie. En stemme kan vokse og udvikles, men selv om vokalen således ikke er alfa og omega for et ungt demoband, er den dog hjørnestenen i enhver stor rocksang. Mads Wæhrens’ stemme er lys og ufacetteret og ender som i “Dancing on the Pan” i en lettere enerverende vrængen.
Har man gennem længere tid lånt sine ører til #1, bliver man efterhånden opmærksom på adskillige musikalske referencer i de mangeartede guitarudladninger. Der var lidt Interpol, der var lidt Placebo, der var en effekt, som jeg helt sikkert har hørt før, men hvor…
Ligeledes er det svært ikke at bemærke tekststykkerne fra “Bank Robbery”: »We’re the scavengers« og »the cops are on our tail,« der får lytteren til at associere mod henholdsvis Interpol og The Raveonettes. Der er ikke tale om tyveri, men det er lidt ærgerligt for helhedsindtrykket, at lyrikken ikke virker dybere og mere gennemtænkt.
Tonekontroll leverer et vidnesbyrd om deres potens med levende og charmerende garagekompositioner, der dog endnu er mere sammensat rockmosaik end særegen sound. Nok kontrollerer de deres instrumenter til fulde, men der er endnu langt til at kontrollere det danske rockpublikum.
