Plader

The Tough Alliance: The New School

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Tough Alliance vil gerne være på tværs. Med sing-back-vokaler pumper de to bagmænd en poleret elektropop, der lægger op til dans og absolut ikke til fordybelse. Og så er der heller ikke så meget mere at komme efter på albummet, som i længden er anstrengende og ensformigt.

Svenske bands får ofte forrygende anmeldelser i landets egne medier, og for The Tough Alliance har roserne og de store armbevægelser ikke været nogen undtagelse. “I 2005 tilhører vores planet The Tough Alliance. Vi andre bor her bare.” Eller: “The Tough Alliance bryder præcis alle de konventioner (…), som vi hele tiden håber på, at ny popmusik vil bryde.”

Lad mig slå det fast med det samme: Det er ret svært at blive lige så begejstret som de svenske anmeldere. For selv om The Tough Alliances debutalbum har medrivende og dansevenlige numre, er der alt for mange numre, som i opbygning og stil minder om hinanden. Det hele er baseret på en slags synthbaseret, enkel sangstruktur, som støttes af vokalharmonier og drives frem af simple melodier med tunge beats. Og hvis det basale sangmateriale er i orden, behøver et band normalt ikke mere for at fange lytteren. Men mange steder på The New School har man som lytter simpelthen ingen interesse i at blive fanget.

Numre som “Tough II”, der er en selvoptaget hyldest med ironiske overtoner, “In the Kitchen” og “Babylon” er ren tomgang, og efter ikke ret mange af den slags numre har man egentlig fået nok af The Tough Alliance. Men så dukker der gennemførte og mere vitale numre op, som alligevel gør det svært at fjerne cd’en fra anlægget.
Titelnummeret har en catchy electro-melodilinje, dybe bastoner og vokaler med masser af ekko. Det lyder rodet, og det er det til tider også, men nummeret står alligevel stærkt og dansevenligt.

Lige så fokuseret er nummeret “Koka-Kola Veins”, der har samme electrolyd i sin basgang og sine synthriffs. Nummeret er mere stramt end “The New School” og har med sin flabede vokal måske nok mere hitpotentiale, men er så ikke så langtidsholdbart.

“Take No Heroes” har nærmest Gangway’ske popkvaliteter, og selv om nummeret skiller sig ud fra resten af albummet, føles den tilbagelænede popstil ganske naturlig for The Tough Alliance. Her er der tale om et mere regulær popnummer, end man finder andre steder på albummet, hvor gentagelse og rundgange er udpræget. Mere pop af den slags havde styrket albummet, som nu bare virker ufokuseret.

For uden stærkt melodimateriale er The New School ret idéforladt og fungerer ikke som album. Det kan de enkelte gode numre simpelthen ikke rette op på. Og så duer det ikke, at The Tough Alliance er selvironiske og i deres videoer poserer som det svenske svar på Nik og Jay. Ironien kan nemlig ikke høres i de overgearede vokaler, og derfor er et helt album med The Tough Alliance trættende og en smule anstrengende. Det er i hvert fald svært at forstå, hvordan de svenske anmeldere er blevet så begejstrede, som de er.

★★★☆☆☆

Deltag i debat