I 1979 berettede Pink Floyd om det, og i 1993 mumlesang U2’s The Edge vist noget om selvsamme. I 2005 lider jeg under det, og tro mig: Det er møghamrende kedeligt at være følelsesløs!
Men det er netop tilfældet, når jeg gør mig selv den bjørnetjeneste at blive ført gennem den lytteoplevelse, der hedder The Weight of an Empty Room.
Kunne pladen dog bare sætte gang i en eller anden følelse hos mig. Kunne jeg dog bare være jubelbegejstret over fantastiske sangperler eller være grundvoldsrystende arrig over et bundelendigt niveau i sangskrivningen.
Men ak. Det er faktisk så galt, at ingen følelser bliver vækket til live … overhovedet.
Veda har kun eksisteret i et år. Med så kort en levetid vil jeg vove den påstand, at det er legitimt allerede inden lytning at betvivle et bands kvaliteter. Somme tider er det helt i sin orden at være skeptisk; i værste fald bliver tvivlen gjort til skamme, og hvad har man så? God musik! I Vedas tilfælde har man blot 13 vægtløse skæringer, som hverken kan eller vil noget … overhovedet.
Kristen May har da en køn vokal – men hvad vil hun mig? Hvad er hendes grund til, at jeg skal høre på hende? Hun puffer blidt til mig i håbet om at vælte mig omkuld. At sætte stort op med småt – uden effekt, vel at mærke. Hun minder lidt om hvad-hun-end-hedder fra Evanescence.
Hun har sikkert ønsker om at bryde gennem mure og at blæse de tre små grises træhytte omkuld, men ingen potentielle ambitioner omsættes.
Bandet omkring Kristen May spiller en slags rock med forsøg på melodramatiske musikalske arrangementer og højtravende omkvæd. Men vi befinder os snarere i et pompøst balladeland med en håndfuld sange, som minder meget om hinanden i deres generiske form. Alt sammen pakket ind i en harmløst poleret produktion, som ikke ønsker at gøre skade på nogen.
Veda er velspillende, men hvad giver man alligevel for sådan en kvalitet nutildags, hvis sangene er kedelige? Nul og niks. ’Kedelig’ er nøgleordet. Det beskriver min oplevelse i selskab med The Weight of an Empty Room. De har sikkert også kedet sig selv.
Nu vil jeg koncentrere mig om én ting: at genvinde mit følelsesliv. Lige nu føler jeg ingenting … overhovedet.
