Plader

Vetiver: Between

Som opfølger til sidste års kritikerroste, selvbetitlede debut kommer nu en lille vifte af stueoptagelser og koncertuddrag, der forsikrer os om den fortsatte blomstring blandt San Franciscos unge sangskrivere.

Sidste år forkyndte Devendra Banhart i musiksladderspalten NME, at han selv og hans ligesindede stod for en tilbagevenden af den klassiske sangskrivning: “For a long time really good, solid songwriting was missing, and these guys are like a return to that. They’re like Motown, y’know?!“. Ved denne sammenligning forklarer han, at kunstnere som Rufus Wainwright, Joanna Newsom, Regina Spektor og Andy Cabic fra Vetiver inddæmmer en ægte sangskriverkultur med musikalsk afsæt i alternativ folk og kammerpop.

Slægtskabet mellem de unge sangskrivere kan ikke fornægtes. De har hver især skabt ganske enestående udtryk med underfundig og utrolig lyrik, der på alle måder hylder livet. I denne sammenhæng er Vetiver måske ikke det mest nyskabende fænomen, men man fornemmer straks den fuldstændig åbne og sandhedskærlige åre af arkaisk sangskat.

Til daglig er Vetiver bedst kendt som det band, der forvandler Devendra Banharts forunderlige serenader til gyngende cirkusrock under dennes live optrædener. Når tiden er til Vetivers egne sange, træder Devendra dog i baggrunden og understøtter Andy Cabics sangskrivertalent og stemme. Således har blomsterbørnene fra San Francisco opbygget et performance-kollektiv, hvor skiftende konstellationer giver plads til de mindre kendte troubadourer ved koncerterne verden over. Dette har man kunne opleve til Banharts mange nylige koncerter i Danmark, og det har på sympatisk vis bragt fokus på alle bølgens artister frem for blot at hype hans egen personlighed.

På denne ep er det ikke til spore, at Vetiver rent faktisk er et band. Alissa Anderson, Devendra Banhart og Jim Gaylord er ikke hørbart til stede, for Between er stort set kun tekst, melodi og stemme, og indehaveren af disse er Andy Cabic. Nogle vil måske have bemærket ham ved koncerterne som guitaristen med den gamle brune westernguitar og det pligtskyldige fuldskæg.
Hvis Devendra fremkommer som en udflippet indianeryngling, er Andy Cabics fremtoning mere lig en ydmyg vicesherif eller en ensom guldgraver. Samme forskel optræder umærkeligt også i musikken. Hvor Banhart er barnlig, skæv og månesyg, er Cabic i modsætning dertil en mand med et begrænset vokabularium. Vetivers sange handler om kærlighed af den gode gamle slags. Den samme, de sang om i 50’erne og på saloonen i det forrige århundrede.

Denne stemning, det vilde vesten, prærien, de amerikanske vidder udgør et nærvær af fortidens ærværdige enkelhed. Ep’ens sidste to skæringer, der er optaget live i henholdsvis Bolinas og på WMBR, (steder, der for denne anmelder er fuldstændigt ukendte og derfor i fantasien udgør et præhistorisk og folkloristisk barmiljø), er bemærkelsesvis næsten bedre end Vetivers stueoptagelser. Det er, som om den levende fremførsel er tungere ladet med Cabics trumfkort: autenticiteten.
Men i virkeligheden er det ligegyldigt, om hans perler fremføres i stuen eller i den nedstemte saloon. De er bare med samme magiske glød som en ægte sangskrivers mest selvfølgelige kompositioner. Betweens undertitel, Living Room and Live, giver derfor glimrende mening, idet de umiddelbare og fordringsløse sange hverken behøver studie, manipulation eller andre kunstige tilsætningsstoffer.

En enkelt undtagelse er dog “Busted”, hvis lyd bevidst er iklædt spartansk, retrospektiv rumklang, hvori et skramlet og dumpt trommesæt og en fantastisk karikeret bas danner horisonten for Cabics æteriske nynnen. Nummeret emmer af en urkraft i roots og country, der overraskende kan fremkalde tårer i lytterens øjne. Ikke fordi musikken rammer en uopdaget og overvældende æstetik, men fordi den på uforklarlig vis genkendes som kernen af al sangskrivning.

★★★★★☆

Deltag i debat