Plader

Xiu Xiu: La Forêt

Skrevet af Cæcilie Jessen

Xiu Xiu holder sig i de velkendte sorte rammer, bevæbnet med knive, der skærer ind til benet. Der er intet nyt under solen, for den er dækket af sorte, truende skyer, og vi hvirvles rundt af Jamie Stewarts smerte-orkan.

Hviskende indleder Jamie Stewart Xiu Xius fjerde plade La Forêt med en dæmpet undskyldning og en guitar. Vi bliver langsomt og diskret spundet ind i en stryger og et klokkespil. »We closed our lips and called it love,« og guitaren tager så småt form. »Please please please don’t don’t don’t walk like my single hope,« beder han på sine knæ med hovedet mod jorden, og vi bliver ledt ind i fortvivlelsen og det dybe, mørke hul, der består af støjlag og guitartorden, trommer med en lyd som ting, der kastes mod jorden, elektronik og flintrende klokkespil.

I anden skæring drukner vokalen i et hav af synth, der skærer sig ind i hovedet og igennem det. Stewart beskriver selv denne sang som en kat, der dør, og en negativ forståelse af sit seksuelle selv. Det er aldrig små, beskedne ord, Jamie Stewart kaster omkring sig, og der løber katteblod fra guitarstrengene og ud af højtalerne.

“Mouse Toy” starter afdæmpet, men sitres undervejs op af diffuse klaveranslag og en afventende, monoton lyd, der kan være både bas og trommer, hvorefter vi bombarderes af KLANG! og siger “hej, smerte”.

“Baby Captain”, en opmuntrende hilsen til broderens bristede hjerte – og samtidig Helvedes udgave af “Hey Jude” – er melodirig, og det er godt, men det varer ikke længe, før vi kastes tilbage i flammerne. Stewart vil voldtage præsidenten til døde og spise ham, som Saturn spiser sine sønner på Goyas maleri. »You’ll taste what we taste / What you make them taste.« Vi står her i mørket.

Tunge strygere, der lyder, som om de står på bunden af vandet, svæver af sted, og jorden ryster, når Stewart råber mod himlen: »You know you are nobody!« Han siger: »Shut up shut up!«, og denne plade er inde i hans hoved, og det er et vildt dyr, der løber frem og tilbage uden at vide hvorhen. Musikken er fanget i smerte, men uden en løsning.

Xiu Xiu er Xiu Xiu er Xiu Xiu, og lytteren mærker smerten og kender den. Men musikken er svær at lytte til, når man ikke selv gennemlever smerten. Som sagt er musikken et tværsnit af Stewarts hjerne, et ekslusivt indblik i et sort hul, et stykke af ubehjælpsom smerteporno. Der er noget dyrisk over utildækketheden, og det er svært at sige, om man kan lide noget, der gør ondt på denne måde. Selv om denne plade er, hvad man kunne forvente af Jamie Stewart, er linjen dog alligevel trukket helt igennem. Lytteren drukner, og når det sidste skrig på pladens 11. skæring dønner ud, har man det stadig i kroppen, og det tager tid, før følelsen af, at man aldrig mere bør danse i denne verden, forsvinder.

★★★☆☆☆

Xiu Xiu: Bog People
[audio:http://www.5rc.com/audio/BogPeople.mp3]

Leave a Reply