Plader

The Zephyrs: Bright Yellow Flowers on a Dark Double Bed

Skrevet af Peter Hansen

The Zephyrs nye album Bright Yellow Flowers on a Dark Double Bed er køn musik, der dog falder en anelse til jorden i længden. Det skotske band mangler generelt noget nerve på sangene, som er skiftevis smukke og halvkedelige. Og så sætter bandet i øvrigt rekord i steel-guitarer på et ikke-country-album.

Der er altså noget halvfesent over the Zephyrs: Lysegule blomster på en mørk dobbeltseng. Helt ærligt! Hvorfor ikke kalde pladen for Små søde panda-bjørne i et lyserødt sjal? Og den blide udgave af den skotske accent gør det ikke bedre. Hvorfor skal det altid være enten/eller med de skotter i den retning? Belle & Sebastians forsigtige vokal eller Mcluskys snerren. The Zephyrs falder i førstnævnte kategori, hvis nogen skulle være i tvivl.
Men det værste af det hele er, at Bright Yellow Flowers on a Double Bed rent faktisk ikke er dårlig igen.

I deres bedste øjeblikke kan the Zephyrs nemlig skabe ret så smukke sange som for eksempel åbneren på pladen Dancing Shoes. Her rammer bandet den rette balance imellem tysthed og nerve, og det er et nummer, der med sin minimale, men rummelige lyd giver associationer til de gode Great Lake Swimmers-numre.

Ganeesha og Perfume senere på pladen giver de samme associationer, men på det tidspunkt er man også begyndt at kede sig en smule. Det er godt nok et yderst stemningsmættet album, men det mangler samtidig gennemslagskraft. Det er, som om the Zephyrs er fanget i en boble af pænhed, som de er alt for gode drenge til at prikke hul på. De følger på mange måder i hælene på Jason Molina, Will Oldham og den slags, men har et noget blidere anslag, der både gør musikken kønnere, men også en tand mere ufarlig.

Trods et massivt opbud af steel-guitar overalt på pladen er the Zephyrs musik aldrig i nærheden af at være decideret country. Der mangler, generelt set, for meget nerve på pladen til, at den falder i den kategori. Som om the Zephyrs har trukket cowboy-hatten, cowboy-støvlerne og pistol-bæltet på, men er bange for at gå ud på prærien uden solcreme. På den måde kommer steel-guitarerne næsten til at virke som et ufrivilligt komisk indslag på en plade, der kunne have været langt bedre, hvis den simple instrumentering fra åbningsnummeret havde været holdt hele vejen igennem.

Det er synd, for Bright Yellow Flowers”¦ er alligevel så køn en plade, at man ville ønske, at man kunne lide den bedre. Ligesom nogle piger eller mange malerier mangler albummet lige den ekstra dybde, der gør et længere forhold interessant. Ved første bekendtskab ligger The Zephyrs således lige på grænsen imellem at være åndeløst smukt og gabende kedeligt. En del gennemlytninger får dog heldigvis musikken til at falde lige over på den gode side af den grænse. Det får dog også det hele til at jævne ud, så pladen som helhed aldrig bliver mere end bare behagelig at lytte til. Og selv om det er fint nok, er det altså også en anelse fesent.

★★★☆☆☆

Deltag i debat