Plader

Black Rebel Motorcycle Club: Howl

Skrevet af Mikkel Mortensen

BRMC er det andet store retro-rockband, der foretager et radikalt stilskifte i år. Når det første chok har lagt sig, er det bestemt ikke så slemt som det seneste White Stripes-album, men der er stadig et langt stykke op til fordums styrke.

Det er naturligvis beundringsværdigt at turde gå væk fra en formel, der tidligere har vist sig både kommercielt og kreativt succesfuld. Beundringen falmer dog kraftigt, når dette stilskifte ikke bliver fulgt op af et stærkt album. Sådan var det for et par måneder siden, da Fanden bogstaveligt talt tog ved Jack White, og han introducerede et noget mere afdæmpet White Stripes, end verden før havde hørt. Desværre var Get Behind Me Satan yderst svag, og den respekt, der stod om White Stripes, er nu kølnet væsentligt.

Det samme problem kunne sagtens ramme amerikanske Black Rebel Motorcycle Club. Efter to fine albums med dyster Jesus & Mary Chain-inspireret rock er de med deres tredje album begyndt at spille blues. Grundene til dette er efter sigende mange, blandt andet at trommeslageren først røg ud og siden kom tilbage, og at de har skiftet pladeselskab – men vigtigst af alt: Dette er tilsyneladende den plade, de altid har villet lave, men de har simpelthen ikke turdet før nu.

Når det første chok har lagt sig, og man har vænnet sig til, at albummets sange ikke er dækket af et natsort tæppe af dystre, støjende guitarer, er Howl ikke den rene elendighed. BRMC kan jo sagtens skrive velfungerende sange uden støj. Det har de bevist tidligere, hvor især “As Sure as the Sun” og “And I’m Aching” var noget nær formidable.

Heldigvis er der sange af den kaliber på Howl. Titelnummeret er intet mindre end fremragende. Med et karakteristisk orgel, bjælder og afdæmpede guitarer som underlægning bliver der sunget følsomt som aldrig før over en ualmindeligt gribende melodi. Lige så fremragende er det fem minutter lange afslutningsnummer “The Line”, hvor BRMC med al ønskelig tydelighed får bevist, at de også sagtens kan opbygge en fremragende langstrakt ballade. Næsten lige så god er det nærmest Oasis-agtige (og det er ment positivt) “Weight of the World”, hvor de akustiske guitarer danner fundamentet for en absolut glimrende ballade.

Desværre er de tre ovennævnte sange også det eneste positive, der er at sige om Howl. Herudover er albummet en alt for traditionsbundet stiløvelse udi old school-blueset singer/songwriter, der for tit lugter langt væk af corny røvballerock (og dét er bestemt ikke positivt ment), og der er ikke meget opfindsomhed at spore, på trods af at albummet har taget over 12 måneder at indspille. Hverken sangskrivning eller instrumentering eksperimenteres der meget med, og sangene lyder på trods af dette ikke tidløse, hvilket vel var meningen, men blot kedelige.

Har man lagt øre til den ene søvndyssende, umelodiske og dybt uinteressante bluessang efter den anden, bliver man hurtigt meget træt af Howl. Værst er den forfærdeligt betitlede “Gospel Song”, der lyder som et meget slemt Spacemen 3-outtake. Der er intet at komme efter, og hvad sangen har med gospel at gøre, er ikke ligefrem åbenlyst – ud over at Jesus bliver nævnt et par gange. Ikke ligefrem noget man bliver religiøs af.

Når alt kommer til alt, kunne det bestemt have været meget værre. Howl kunne have været den rene katastrofe. Det er den heldigvis ikke, men BRMC’s blues album står stadig som et halvsløjt eksperiment med nogle fortræffelige perler imellem. Det er disse, der får undertegnede til at håbe på, at bandet vil kunne præstere noget stort i fremtiden. Skal det ske, er BRMC dog nødt til at komme ud af den traditionsbundne spændetrøje, som de af uransagelige årsager har iført sig selv på Howl.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Her 5 år efter Howl blev udgivet, så synes jeg albummet står som det bedste værk BRMC har udgivet i et står bagkatalog.

    Derfor kunne det være interessant at høre om Mikkel Mortensen stadig synes at 2/6 U’er stadig er det rigtige bedømmelse af albummet :-)

Deltag i debat