Plader

Charlottefield: How Long Are You Staying

Skrevet af Anders Mortensen

Delvist skrigende og delvist instrumental postpunk viser sig at være en fin blanding for de debuterende englændere Charlottefield, der dog mangler et stykke endnu.

Det er efterhånden svært at afvise postpunkens indflydelse på den moderne musikscene og dens lyttere. Det gælder både hele NME-segmentet, der ikke kan få nok af de mørke musikere og deres funky-gotiske bas, og (som hos Charlottefield) den mere eksperimenterende afdeling.
Charlottefields musik er ganske vist ikke eksperimenterende i betydningen ‘uforståeligt og obskurt’, men der er en anelse mere dybde og pokker-stå-i-det-attitude i denne gruppe.
Bandet er engelsk, og en inspirationskilde som The Fall gør sig klart gældende, men i den mere støjende del af pladen kan larmende koryfæer som Sonic Youth også anes. Til sammen bliver det hele et postpunk-hardcore-noise-pop-mix, der faktisk fungerer rigtig godt, men ikke utrolig godt. Dette er et album, der er meget lige ved og næsten.

How Long Are You Staying sætter i gang med et af de bedste og mest poppede numre på hele albummet Nine Tails, der med typisk skarpe rytmer skaber noget så simpelt som en god melodi. Det er ikke en dansegulvsklassiker, men stadig et af de mere lyttevenlige numre. Thomas Houses vokal ændrer dog en smule ved det poppede. Eller rettere sagt hans skrig. Men det bryder ikke med lyden. Det komplementerer derimod og giver en mere hardcore-orienteret dimension i musikken, hvilket han ikke skal høre et ondt ord for.
Af andre fine numre skal nævnes Again, der igen er en skrigende mands bekendelser med en mere Sonic Youth-inspireret lyd, hvilket dog er SY i et af deres få tilgængelige øjeblikke.

Egentlig er der ikke meget, der taler for en nærmere beskrivelse af sangene. Ikke fordi de lyder fuldstændig ens, men der er i den grad tale om en gennemgående lyd, der til tider kan gøre det svært at skelne de forskellige numre fra hinanden. Det er ikke et problem som sådan, da det ikke har den store indflydelse på pladens kvalitet, men lidt efter lidt trængte jeg til noget forandring.

De numre, der skiller sig ud, skal man finde blandt de instrumentale. Alene det, at de er instrumentale, er selvfølgelig anderledes set i forhold til resten af pladen, men det er blandt andet hér, man finder nummeret How Long , der er, ja, behageligt uden egentlig at miste tråden med resten af albummet. Det er et af de dér numre, som man sagtens kan sætte på for venner, der ikke nødvendigvis er nede med hele hardcore-pop-postpunk-tingen (hvorefter man selvfølgelig skynder sig at slukke, før Thomas House begynder på skrigeriet igen).
Et andet godt instrumentalnummer er afslutningen Weevils, som egentlig er ganske simpel rock´n´roll-støj, men det fungerer fuldstændig efter hensigten og er en perfekt afslutning på et godt og solidt 28 minutter og 44 sekunder langt album.

Og så igen. Jeg synes alligevel, at der mangler noget. Der er ingen deciderede dårlige numre på albummet, men jeg savner udfordring. Da jeg oprindeligt læste, at bandet havde delt scene med grupper som Animal Collective og Wolf Eyes, var jeg sikker på, at vejen til underlige lydcollager og obskuritet var banet. I stedet er det et band, der sagtens kan appellere til en bred gruppe af lyttere af alternativ rock.
Det kræver bare, at lytterne ikke har noget imod vedvarende skrigeri.

★★★★☆☆

Deltag i debat