Plader

dEUS: Pocket Revolution

Revolutionen udebliver på dEUS’ fjerde album, og forventningerne efter seks års ventetid bliver ikke indfriet. Tidligere tiders storhedsform er passeret, men belgierne kan stadig i glimt stykke fine melodier sammen.

dEUS er som den kæreste, man faldt pladask for. Hun kunne konstant overraske én ved at være spændende og spontan, hvilket man kun kunne elske hende for. Men med tiden forduftede spændingen til fordel for noget velkendt. Så det tunge spørgsmål måtte falde: Var det holdbart?
Tja, med dEUS’ fjerde plade er svaret et både-og.

Det er fire år siden, vi sidst hørte fra dEUS. Da udgav de opsamlingen No More Loud Music, hvis titel indikerede, at man nok ikke skulle forvente flere nye toner fra belgiernes hånd. Men tidligere i år annoncerede dEUS en ny plade på vej.
Seks års afspadsering (i forhold til seneste fuldlængde) kan gøre meget ved at band. I dag er kun to originalmedlemmer tilbage i bandet, sanger Tom Barman og violinist Klaas Janzoon – og udtrykket er langt fra tidligere tiders topform.

Pocket Revolution finder man ingen rocksange, som excellerer i samme grad som “Suds & Soda”, og der er heller ingen glitrende popsange som “Little Arithmetics”. Til gengæld har pladen en helt igennem fabelagtig afslutning, som fortjener sin egen kategori ved siden af ovenstående numre.
“Nothing Really Ends” er et rislende, drivende og lounge-atmosfærisk popnummer, hvor Tom Barman synger en bøn til en tidligere elsker om at komme tilbage til ham. Nummeret figurerede også på No More Loud Music, og som god vin har det modnet og bestemt fortjent sin plads på Pocket Revolution. Som pladens sidste åndedrag er det med til at hæve helhedsindtrykket, som ellers ikke er prangende.

Fra slutnummeret til åbningsnummeret: “Bad Timing” er god timing med sin syv minutter lange kravletur på vej mod et endeligt crescendo. Barman leverer tilbagelænede vokallinjer, mens det egentlige drama ligger i de glidende guitarer, som gradvist vokser sig større og større. Nummeret virker i denne forbindelse som en naturlig fortsættelse af forgængeren The Ideal Crash, hvis sange overvejende var karakteriseret af denne struktur. Forudsigeligt måske, men de vandt på gode melodier, hvilket kun til dels er tilfældet i denne åbner. “Bad Timing” holder dog med sit insisterende krav på hypnotisk effekt.

Førstesinglen “7 Days, 7 Weeks” er også bemærkelsesværdig som en underspillet popsang, der ikke råber højt på opmærksomhed, men vinder på sin listende og ulmende eksistens. »Sister love, why don’t you break it up / You’ve got to let someone look into your heart,« lyder rådet, som får sangen til at lyde som en pendant til den fine “Sister Dew”.

Desværre lider Pocket Revolutions under en overvægt af anonyme numre. Pladens mere rockende øjeblikke puster sig op efter bedste evne, men man sander hurtigt, at deres lungekapacitet ikke er imponerende stor.
Numre som “Stop-Start Nature” og “What We Talk About (When We Talk About Love)” søger at etablere en dEUS-typisk lurende og cool stemning, som dog aldrig rigtig realiseres.

Med et simpelt, fremaddrivende beat, dryppende guitartoner og diverse ornamenter i form af klaver og strygere er føromtalte dEUS-stemning til gengæld helt på plads i den American Analog Set-klingende “Include Me Out”.

Revolutionen udebliver på Pocket Revolution – både på en stor og lille skala. Det er en plade, der byder på én fremragende, enkelte udmærkede og en overvægt af overflødige sange. En blandet landhandel, hvis vigtigste funktion i dette øjeblik er at minde én om belgiernes fine bagkatalog. Dér findes de sande perler, mens Pocket Revolution blot er skyggen af et band, som har passeret sin storhedstid.

★★★½☆☆

Deltag i debat