Plader

Flanger: Spirituals

Uwe Schmidt og Burnt Friedmann har sammen og hver for sig vist, at de kan rumme mange genrer og stilarter og alligevel sætte deres helt personlige præg på musikken. Men dette fjerde udspil som Flanger er overraskende nok temmelig upersonligt.

Hvor utallige electronicaproducere har flirtet mere eller mindre halvhjertet med jazzens lyd og klange for at farve et ofte ligegyldigt nummer (ingen nævnt, alle lykkeligt glemt), har Flanger har altid taget jazzen seriøst. Deres to første albums for Ninja Tunes underselskab Ntone var et langt stykke hen ad vejen en perfekt sammensmeltning af glitch, knitren og den mere modale del af jazzens udtryk. På tredje udspil, Outer Space/Inner Space, fra 2001 tog den akustiske jazz mere og mere over, og set i det perspektiv er det ganske naturligt, at Uwe Schmidt og Burnt Friedmann på deres nyeste udspil stort set holder nallerne fra kontrolpulten og lader jazzen flyde frit.

Jazzmusikken voksede blandt andet ud af den march og sørgemusik, der blev spillet ved begravelser i New Orleans i starten af 1900-tallet, og Flanger åbner Spirituals med netop en “Funeral March”. Marchen lyder dog mere af Duke Ellingtons junglejazz end New Orleans-jazzens fællesimprovisation. Klarinet og trompet er i forgrunden, og der growles og swinges, men hvor søren er producerne?

“Crime in the Pale Moonlight” åbnes med en akustisk guitar, der udstikker en sigøjnerjazz-rytme, der ikke lader Django Reinhardt noget tilbage at høre. Jamen dog, som de kan få det til at lyde som dengang, men hvor søren er producerne?
Vi får endnu mere sigøjnerjazz på “How Long Is the Wrong Way?” Tempoet ryger i vejret; det er det rene swingpjat. Og pludselig: Få sære lyde og små manipulationer begynder at dukke op i mixet – så jo, vi har altså med et par electronica-producere at gøre. Men de har godt nok lagt bånd på sig selv.

Til gengæld har de båndlagte producere næsten skrevet et hit. “Hope to Hear Back Soon, Honey” er en rigtig herlig sang, der rammer mellemtingen imellem en 30’er-schlager og et moderne popnummer noget nær perfekt. Igen gælder det, at de elektroniske svinkeærinder er minimale, men fordi melodien er så stærk, gør det næsten ikke noget. Måske var det sådan, hele pladen skulle have lydt? Måske var “Hope to Hear Back Soon, Honey” det første nummer, de lavede, og her idéen opstod? “Hey, det lyder lidt ligesom 20’erne, gør det ikke? Måske skulle vi lave et helt album på den måde?”

Med andre ord: Musikken forsøger at lægge sig så tæt op af kompositionerne fra 20’erne og 30’erne som muligt. Håndelaget er i orden, melodierne er sjove og rammer tiden ok, sådan nogenlunde. Men man kunne have ønsket sig en mere personlig indgangsvinkel til tingene, som når f.eks. Tom Waits lader sig inspirere af samme periode (uden anden sammenligning i øvrigt).

Når overraskelsen over, at Flanger serverer 20’er-jazz, har lagt sig, må det desværre konstateres, at albummet er uden kanter og opdagelseslyst. Og ydermere: Hverken melodier eller soli er interessante nok i længden, og når de overraskende, udvidende og flerfarvede elektroniske manipulationer til gengæld er så godt som væk (kun cd’ens tre sidste numre, der er remixes, leger lidt), er der ikke så meget tilbage.
Et skuffende udspil fra nogle talentfulde fyre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat