Plader

Karl Larsson: Pale as Milk

Skrevet af Peter Hansen

Karl Larsson fra det svenske indie-rock-band Last Days of April afviger ikke meget fra sin hidtidige karriere på hans første solo-plade Pale as Milk. Der er tale om melodisk og melankolsk, men optimistisk indie-rock. Det er yderst almindeligt, men holder så højt et niveau, at det bestemt er værd at lytte til.

Okay, lad os så få det på plads: Er svenskerne meget bedre til at lave musik end os danskere? Historien peger unægteligt på et stort “ja!”. ABBA er selvfølgelig bedre, end Aqua nogen sinde kunne håbe på at være, Cardigans vinder over Swan Lee, og i øvrigt ser Nina Persson sødere ud end Pernille Rosendahl. Selv fodboldmusik laver de bedre end os. Hvis När vi gräver guld i USA og Big Boys in Red & White havde været skrevet til den samme slutrunde, havde jeg holdt med Sverige dér. Uden pis. Og så er vi ikke engang dykket ned i undergrunden endnu. Det lader vi, af pladsmæssige årsager, så også være med, men kommer i stedet med denne påstand: Selv når svenskerne er nærmest pinligt forudsigelige, formår de alligevel at putte så meget kvalitet ind i deres produkter, at det bliver interessant at lytte til.

Tag nu bare Karl Larsson. Igennem flere år har han udgivet plader som forsanger og sangskriver i bandet Last Days of April, der spiller melodisk indierock, som vor far lavede den – i hvert fald hvis vor far hedder J. Mascis eller Doug Martsch. Med sin første solo-plade har Karl Larsson ikke afveget meget fra den formel – hvis noget overhovedet. Lige fra åbningsnummeret (I Wanna Know) All You Know halvt rocker, halvt føler Larsson sig igennem gængse kærlighedskvaler omgivet af moderat støjende guitarer og en solid bund af trommer og bas. Riffene flyder pænt derudad i takt med Larssons lettere nasale og underligt troværdige vokal.

Karl Larssons sange er i bund og grund lige så gængse som boligprogrammer på TV2, men de er heldigvis noget mere interessante. Men altså også gængse. Som at få lagkage og boller til din 30-års fødselsdag: Fint nok, men sushi havde været lidt mere spændende. Men alligevel smager lagkage og boller jo egentlig meget godt. Men på den anden side”¦ Ok, pointen er, at det her er en plade, der nærmest bitchslapper en anmelder med sin enkelthed. Hvad i alverden skal man mene om den? Der burde ikke være noget at komme efter her, men numrene formår alligevel at efterlade et umiskendeligt godt indtryk på deres tur ind ad det ene øre og ud af det andet.

Som anmelder vil man helst skrive om noget, der stikker ud på den ene eller anden måde. Et originalt udtryk, funklende smukke melodier eller eventuelt bare den værste samling sange i historien af samlinger af slemme sange. Pale as Milk er ikke rigtigt nogen af delene. Det er bare bundsolid, lige-ud-ad-landevejen indierock. Karl Larsson holder et rigtigt højt bundniveau på albummet, men han varierer sig desværre lidt for sjældent. Alligevel er det er en plade, som det er umådeligt svært ikke at holde lidt af.

Selv efter mange gennemlytninger er det dog stadig svært at skelne numrene fra hinanden. Det kan man så vælge at kalde enten helstøbt eller ensformigt, og rent faktisk svinger den bedømmelse frem og tilbage, for hver gang man hører pladen, alt afhængigt af hvilket humør man er i. Larsson skal dog under alle omstændigheder have ros for ikke at lave en længere plade, end musikken kan bære. De ni numre tikker ind lige over en halv time, og det er en god længde for en plade uden et tårnhøjt ambitionsniveau.

Så altså, forvent ikke at blive udfordret af Karl Larsson. Regn i stedet med at få smidt nogle gode melodier i hovedet. Tro ikke at du får dit livs musikalske oplevelse, når du sætter Pale as Milk på, men se frem til en god halv times underholdning der flot balancerer på grænsen mellem melankoli og optimisme. Det er så typisk svensk, og det er egentlig meget godt.

★★★★☆☆

Leave a Reply