Plader

Ainara LeGardon: Each Day a Lie

Skrevet af Kasper Würtz

Ikke siden F.C. Barcelonas Pepe Guardiola har jeg tabt mit hjerte til en spanier. Ainara LeGardon henrykker med et dybfølt og stilsikkert album, der nærmest uden skønhedspletter portrætterer den ulykkelige kærlighed.

Der er noget helt fantastisk ved at blive overrumplet. Bare være hensat til en målløs tilstand, der kan være skabt af så forskellige ting som en sætning i en bog, et smil, et langskud i en fodboldkamp. Sidste år blev større dele af Undertoners redaktion overrumplet af en ung canadier, der gik fra at være et fuldstændigt ubeskrevet blad til pludselig at have leveret en af 2004’s stærkeste udgivelser. Justin Rutledge sprang helt over forventningsstadiet som up-and-coming, og No Never Alone var et mesterligt lyn fra en klar himmel. Det samme er Each Day a Lie.

Dog har Ainara LeGardon haft et enkelt album at bygge forventninger på, men trods glimrende anmeldelser af debuten In the Mirror er den kvindelige singer/songwriter totalt ukendt uden for hjemlandet Spaniens grænser. Og selv om Each Day a Lie nok ikke gør LeGardon til verdensstjerne, er albummet af så høj kvalitet, at det forhåbentlig vil betyde en forøget opmærksomhed i resten af Europa.

Lige fra den aldeles fremragende åbner, “Hope Defeated”, er den musikalske rejseplan fastlagt, og den bliver fulgt uhyre stilsikkert. Sangen er et ophold på en støvet bar, hvor pærerne springer, når der spilles for højt, og et sted i mørket kan man høre en ung kvindestemme, der synger alt for erfarent om knækket kærlighed. Bedrag og løgn virker her som en uundgåelig del af kærligheden, som mestendels er ulykkelig, manifesteret i sætningen »must’ve learnt how to suffer before wishing this pain.« Sangen er båret af LeGardons glimrende fingerspil, der trods en enkel struktur aldrig bliver tyndbenet.

Generelt er LeGardons kompositioner kendetegnet ved at virke uhyre fyldige, og stort set samtlige sange emmer af en nødvendighed, der er svær at sidde overhørig. LeGardon har brug for at synge dem, og vi har brug for at lytte. Den spanske sangerinde har en overbevisende vokal, der ikke ulig P.J. Harveys på kamæleonsk vis evner at farve sig efter sangene. Ikke en eneste gang falder hun igennem.

Det er Chris Eckman fra The Walkabouts og Chris & Carla, der har siddet i producerstolen, og han assisterer desuden på orgel og klaver. Også Al DeLoner fra den glimrende norske gruppe Midnight Choir er med til at forskønne LeGardons fine univers, der er fuldt af højdepunkter.

I den bælgmørke “The Winter Sun” fryser solen til is, mens en lapsteel-guitar anslår en grådkvalt stemning, inden c-stykket sætter ind, hvor LeGardons elektriske guitar spindes perfekt sammen med Chris Eckmans orgel.
Anderledes nøgen er “Real”, hvor lydbilledet nærmest kun består af LeGardons akustiske guitar og DeLoners harmonika, der lyder som ensomheden selv.

“Needed” minder om Nina Nastasias mesterlige Run to Ruin med de hule trommer, den lyse kvindestemme og violinerne, der trods en vis grandiositet aldrig når et patetisk klimaks.

Et klimaks kommer der til gengæld i den seks minutter lange “A Second of…”, som ender i et sjældent støjmæssigt højdepunkt efter en langsom opbygning, hvor der på fin vis leges med feedback.
Skulle man dog udvælge en enkelt sang til et ophold på en øde ø, er det den fantastiske titelsang, der lige er en knivspids mere hjerteskærende end de øvrige sange om længsel og tab.

En enkelt anke må dog siges at være det tekstmæssige niveau, som ikke helt står mål med det musikalske. LeGardon er ikke så sikker lyrisk som eksempelvis Chan Marshall (Cat Power), og selv om teksterne ikke er dårlige, fornemmer man, at et fastere greb om det engelske sprog ville løfte albummet endnu højere op. LeGardon viser dog, at hun kan skrive og synge med dybfølt patos såsom: »Why don’t you hold me as if I was the last of your hopes? / You’re the last of mine.«

På bundlinjen står dog, at Each Day a Lie ikke er et mesterværk, som No Never Alone var det. Der er nemlig stadigvæk et stykke fra det fremragende til det perfekte. Men forhåbentligt kan albummet skabe smag for mere tårefyldt sangria på de nordiske breddegrader. Så luk øjnene, åbn ørene, og vent på lynet.

★★★★★☆

Deltag i debat