Plader

Lucknow Pact: Youth Is for the Old

Skrevet af Rasmus Junge

Svenske Lucknow Pact blæser prisværdigt til opgør imod ungdomsdyrkelsen på debuten Youth Is for the Old, der rummer flere fine momenter, men desværre også et lidt for patetisk og meget paradoksalt tekstligt knæfald for den ungdommelige rus.

Ungdommen bliver ældre og ældre, og helt voksen bliver man aldrig. I hvert fald ikke hvis man skal tro den kommercielle branding af, at dét at være ung er lig med dét at leve. Og det kan man jo så vælge at dyrke eller begræde – afhængigt af ens alder.

Jeg kender ikke den eksakte alder på medlemmerne i den svenske gruppe Lucknow Pact, men at dømme ud fra teksterne på debutalbummet Youth Is for the Old er de højst sandsynligt sidst i 20’erne, hvor barn- og ungdommens uskyldige uvidenhed så småt burde være passeret og afløst af kravene om at blive voksen, etableret og ansvarlig. En tilstand af sørgmodigt uskyldstab og usikkerhed omkring hvad fremtiden vil bringe: »We’re not getting any younger – maybe age makes us stronger? / I’m just a young boy at heart you see, young boy thinks that life is obscene,« som forsanger Markus Hasselblom delvist fortrøstningsfuld skråler på singlen “A Few Drinks, a Few Laughs”.

Den bittersøde stemning er gennemgående på albummets 12 melodiske og ofte iørefaldende skæringer, der uden på nogen måde at være nyskabende udmærker sig ved en generelt kompetent sangskrivning og guitarist Misha Haymans opfindsomme guitarfigurer, der, selv om Johnny Marr-inspirationen er tommetyk, formår at tilføje sangene fint broderede figurer og nuancer, man ikke ville have undværet. Og selv om produktionen ikke alle steder er optimal – en mere ren og klar lyd havde klædt de ringende guitarakkorder og den hule trommelyd – så hygger man sig udmærket ved de første gennemlytninger.
Specielt den behersket bitre “Dowlands” med den indsmigrende melodi og den forslåede start – »I saw you today, I wish you were dead« – kombineret med det efterfølgende omkvæd »I was more true to love than love to me« sætter sig hurtigt fast. Men også den tempofyldte og ubekymrede “Fools of Love” og den herligt melodiøse Go-Betweens-pastiche “Aurelius’ Dream” komplet med ah-ah-kor og mandolin går rent ind på lystavlen.

Efter endnu flere gennemspilninger er det dog, som om albummet mister pusten en smule – som om de fleste af sangene har udfoldet sig fuldt ud og ikke har flere væsentlige detaljer eller nye lag at byde på. Og så er der den tekstlige og tematiske side, der flere gange undervejs strejfer det pinlige. For med mindre man er en usædvanlig stor rendestensromantiker med hang til ufiltreret, ungdommelig hyldest til dyrkelsen af livet gennem en flaske, kan man hurtigt få nok af bandets bagvedliggende, lidt søgte teori om, at så længe man opfører man sig som en teenager – »To much to drink and puke down the sink« (“Fools of Love”) – er man ung i sindet. For hvor godt passer det egentligt med det i titlen proklamerede opgør med ungdomsdyrkelsen? Helt grelt bliver det i den korte ballade “Land of the Happy”, der afsluttes med de über-patetiske linjer: »What’s the name of the country called? / What’s the land of the happy called? / Alcohol.«
“Grow up!” fristes man til at svare bandet. Eller også er det bare undertegnede, der som 25-årig allerede er ved at være et frygtelig gammelt røvhul…

Ovennævnte sten i skoen ændrer ikke på, at Youth Is for the Old som antydet rummer nogle rigtig gode sange af den slags, der rydder al tvivl af vejen og går direkte i blodet på sin lytter. Men omvendt gør de stedvis tåkrummende tekster og den manglende holdbarhedsdato på dele af sangmaterialet, at jeg har svært ved at overgive mig fuldstændig til albummet som helhed. Men hvem ved, måske bliver jeg klogere med alderen…

★★★½☆☆

Deltag i debat