Plader

Mew: And the Glass Handed Kites

Skrevet af Camilla Grausen

Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.

Når man ser ind i et barns ansigt og genkender det mange år senere, er det tydeligt, at noget er ændret, men at det stadig er det samme barn og ikke et andet. Ligesådan er det med Mew. Så selv om 2005-udgaven af bandet lægger ud med en ordentlig omgang tung rock, er Mew stadig Mew. De huggende signatur-guitarer, den gode fornemmelse for liflig pop samt Jonas Bjerres lyse drengevokal har fra starten udgjort kernen i Mews musik. Det gør de stadig.

14 numre langt er albummet, og tusind tak for dét. Half the World Is Watching Me (2000) indeholdt kun otte sange, og Frengers (2003) indeholdt ud over de nye versioner af gamle numre kun fire nye kompositioner. Ofte har man kunnet ønske sig, at Mew med sine glimrende b-sider ville lave længere albums. Det er sket nu – og heldigvis for dét, for Mew har så meget at byde på.

And the Glass Handed Kites er primært skabt i L.A., New York og London, og er produceret af Michael Beinhorn, der tidligere har arbejdet sammen med bands som Korn, Marilyn Manson og Soundgarden – drenge, der tilhører en tungere vægtklasse end drengene i Mew. Det er imidlertid også netop dét, den celebre producer har kunnet hjælpe Mew med – at dreje dem i en hårdere retning. Det nye album har en langt tungere bund end de foregående. Det er så absolut forligeligt med Mews lyd og skaber en langt større dybde og kontrast i forhold til Mews fine vokallag og Jonas Bjerres lyse stemme.

Den største forskel fra Mews tidligere albums er, at And the Glass Handed Kites udgør en helhed. Det er farvel til enkeltstående popfornøjelser og skiltene med “fuldt stop”, for de fleste numre glider over i hinanden og danner en form for rocksymfonier. Ofte ændrer et nummer sig drastisk i slutningen, så man tror, at et nyt er i gang, selv om det endnu ikke er tilfældet. Mange steder ændres der desuden lyd og rytme midt i numrene, som f.eks. i “Why Are You Looking Grave?” Det korte, stille nummer “Fox Cub” er et andet eksempel – pludselig eskalerer trommerytmen meget hurtigt og bliver til en virkningsfuld intro til “Apocalypso”. De er dristige, alle disse krumspring i rytme og legen med zonerne omkring begyndelse og slutning. Men hvad vigtigere er: De fungerer. Den lange helhed med mange ændringer, tempo- og humørskift undervejs fungerer særdeles flot.

Særligt er det en fornøjelse at fremhæve albummets stærkeste passage – en række med numrene “Apocalypso”, “Special” og “The Zookeeper’s Boy” – tre væsensforskellige numre, der komplimenterer hinanden så fint, at det er på grænsen til at være absolut genialt. Og når “The Zookeeper’s Boy” bryder ud af en guitartung begyndelse i albummets mest iørefaldende afsnit, de paradisisk lyse linier “Are you / My lady? Are you / My lady? Are you…“, er det vellyd helt ud i beruselsen.

Albummets sidste skæring “Louise Louisa” tager afsæt i et gammelt nummer, Mew optrådte med for adskillige år siden, og som desværre ikke fandt vej til Frengers. Heldigvis bliver det brugt nu, og dét i en udbygget udgave. Med nummerets længde på over syv minutter og den langsomme opbygning fra en meget spæd start ud i noget større med lange, længselsfulde toner, minder nummeret i sin stil om “Comforting Sounds” (fra både Half the World… og Frengers). Derudover er der dog ingen yderligere sammenligning, når man ser bort fra, at begge numre egner sig godt som afslutningsnumre. Den lille melodi, som “Louise Louisa” er bygget over, er lige så fin som de rungende trommer, der lyder som fyrværkeri i nummerets sidste halvdel. Men derudover er Louise Louisa et væsentlig mere blodfattigt afslutningsnummer end “Comforting Sounds”.

Mew har gennem tiden fået både meget ros (fra anmelderne) og mange hug (fra onde tunger, der siger, at man ikke kan lave musik, når man kommer fra Hellerup). Heldigvis har bandet tilsyneladende ikke hørt efter. I stedet har Jonas Bjerre, Bo Madsen, Silas Graae og Johan Wohlert fulgt deres egen ambition og opfattelse af Mews potentiale. De nævnte herrer har mange fremadrettede ideer, der stadig kan bære Mews musik uendeligt mange interessante steder hen. Særligt er det værd at nævne Silas Graae, hvis dynamiske og talentfulde trommespil skaber et uforudsigeligt og spændende lydbillede.

And the Glass Handed Kites er der højt til loftet, og det er en modig og flot udgivelse fra et band, der har en stor fremtid foran sig. Med så stærkt et album som afsæt fortjener de al den succes, de får, og vi danskere kan være stolte af Mew som dansk musiks fineste eksportvare anno 2005.

★★★★★☆

Leave a Reply