Plader

Moonbabies: War on Sound

Skrevet af Kasper Würtz

Den svenske duo har udsendt en musikalsk appetitvækker for deres tredje album. War on Sound byder på fornem indiepop med glimrende vokalharmonier og meget mere. Faktisk når Moonbabies langt omkring på de otte numre, men rejsen er ujævn og ikke altid lige spændende.

Kan du huske dengang, man var lille og legede krig på vejen i villakvarteret? Man samlede børnene fra de omkringliggende huse, fandt noget kridt og tegnede en stor cirkel, der blev delt op i en række lande, et for hvert barn, hvorefter man skulle bekrige hinanden. De seje var USA. De naive var Danmark. De sjove var Færøerne.
Jeg kan ikke huske, om Sverige var populære i legens verden, men i musikkens er det i hvert fald. Senest har den svenske duo Moonbabies forsøgt at udstille deres alsidighed på en skive, der ganske vist er perfekt rund i forhold til barnehåndens kridttegning, men som stadigvæk forsøger at rumme det meste af verden i en cirkel. Måske er det derfor, min cd-afspiller insisterer på at kategorisere War on Sound som ’world music’.

Moonbabies starter deres krig mod lyden ved at spille deres allerstærkeste kort. Titelnumret fra svenskernes kommende album klinger af fornem indiepop med sin glimrende Kim Deal-agtige basgang og fængende vokalharmoni mellem Ola Frick og Carina Johansson, inden et yderst Grandaddyisk MIDI-hvirvelvind sætter punktum. “War on Sound” er både i kraft af status som titelnummer, men også fordi numret virker som det mest helstøbte, ep’ens naturlige omdrejningspunkt, og der er naturligvis en bagside ved at have et så tidligt klimaks. Især da den efterfølgende instrumentale “A Perfect Passenger” er ret så næringsfattig.

Bedre bliver det ikke med “Ghost of Love”, der ender med næsten at være decideret irriterende med sit overinsisterende keyboard, der fuldstændigt blokerer et ellers finere og mere shoegazet udtryk, som fornemmes et sted i lydrummet. Først i sidste minut af sangen fritages lytteren fra det yderst enerverende keyboard, og nummeret ender faktisk med at være helt behageligt.

Moonbabies kaster sig også ud i sangfortolkningens svære balancegang og falder en enkelt gang af bommen med sit forsøg på at tilføje nyt blod til Pink Floyd-klassikeren “Arnold Layne”. Sangen forsøger at fastholde den naive og psychpoppede lyd, som Syd Barrett mestrede, men nummeret om den dametøjsstjælende Arnold ender her med at blive mere søvndyssende end hypnotiserende.

Midnight Oil-coveret “Stars of Warburton” er til gengæld aldeles glimrende. Den guitarbårne popsang viser, hvor godt Frick og Johanssons vokaler komplementerer hinanden, og at Moonbabies egentlig er bedst, når deres harmonier ikke skæmmes af electronica-elementer, som ganske ufrugtbart bekriger vellyden. Dette bekræftes af den flotte klaverballade “A Minor Earthquake”, der byder på en fornem solopræstation af Carina Johansson.

Oven på den fine ballade er det derfor virkelig ærgerligt, at Moonbabies har valgt at lukke deres album med et skjult nummer. Fænomenet ghost tracks må være musikindustriens svar på Billetlugen. Det er langsommeligt og vanvittigt irriterende.

War on Sound-ep’en stikker i mange forskellige retninger, hvilket i og for sig er fint. Denne slags udgivelser skal benyttes til at eksperimentere, og når der både er plads til Pink Floyd-covers, indiepop, ballader og lidt shoegazing fordelt på otte numre, må Moonbabies også siges at have gjort deres bedste for at erobre større dele af det musikalske landkort. Desværre er det langt fra alle koloniseringer, som er lige vellykkede, og denne anmelder håber mest af alt på en lydmæssig våbenhvile inden næste album.

★★★☆☆☆

Deltag i debat