Plader

Mount Eerie: No Flashlight

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.

Mørke sange i natten – og så uden lommelygte. Sådan en oplevelse kan nemt gå hen og blive ret dyster og uhyggelig. Og netop sådan er No Flashlight, det seneste album fra den dejligt personlige sangskriver Phil Elverum. Albummet er hans femte i alt og det første fuldlængdealbum under navnet Mount Eerie. Undertitlen Songs of the Fulfilled Night er sammen med titlen ganske dækkende for indholdet, for albummet består mestendels af mørke sange beregnet til den mere dystre del af natten.

Hvor The Microphones, Phil Elverums tidligere projekt, ofte var storladent rocket og støjende, er Elverum som Mount Eerie overvejende dæmpet og akustisk i sin sangskrivning. Når jeg skriver overvejende, er det, fordi Elverum ikke helt kan lade være med at støje – for eksempel i den første halvdel af nummeret “I Hold Nothing”, som er en slags ballade med forvrænget guitar. Eller gennem det mere straight støjende (og uhyggelige) rocknummer “The Moan”, der som titlen antyder netop har klagende og hylende vokaler til at understrege stemningen.

Elverum har en herlig, personlig stil. På No Flashlight bliver hans ofte enkle melodier båret af simple guitarakkorder og en stemme, som i kraft af produktionen udtrykker nærvær. Og derunder ligger en pulserende bund af trommer af alle analoge slags. Trommesporet bør fremhæves som interessant; det virker løst og improviseret uden at tabe pusten og præger helt afgjort albummets stemninger. Det er i høj grad de dybe trommers toner og buldren, som trækker albummet i den mørkere retning.

Phil Elverum tror så meget på trommesporet, at han, som han har gjort tidligere, udgiver et album udelukkende med trommesporene og intet andet. Jeg vil dog mene, at trommerne i langt højere grad kommer til deres ret netop som underlægning til det overvejende akustiske lydbillede. Alene må de virke mere mudrede og ensomme.

Trommerne buldrer albummet igennem, både højt og dæmpet – for eksempel i den skæve samba- og Tom Waits-inspirerede “The Universe Is Shown”; de skaber rum, som i outro-delen af “I Hold Nothing”; og de roder (i positiv forstand) i numre, som måske ellers ville have virket ferske og flade. Trommerne kan dog også blive et irritationsmoment, for selv om No Flashlight er et afdæmpet album, er der sjældent ro, hvilket bidrager til den urolige og dystre stemning.

Elverum får et par steder hjælp af (hvad man må formode er) hustruen Geneviéve Castree. I “How?” synger hun en smuk og desperat andenstemme, hvilket midt i albummets mørke alligevel virker lysere og mere opløftende end mange andre vokaler på No Flashlight. Nummeret er sammen med det sarte og følende intronummer “I Know No One” det smukkeste moment på albummet. Geneviéve Castree dukker for øvrigt op tidligere på albummet – her i en mere dæmpet udgave i “In the Bat’s Mouth”, hvor hun med stor empatisk effekt taler i baggrunden som en slags kvindeligt, hviskende ekko af Phil Elverum.

Bortset fra trommernes dominans og buldrende irritation visse steder er det et flot og helstøbt album, Phil Elverum har lavet. Det er mørkt og dystert og virker med sine mange lag ganske holdbart. Det fungerer godt med simple guitarstykker og Elverums stemme i forgrunden oven på den foruroligende bund, og jeg savner i hvert fald ikke et mere rocket udtryk – måske blot et mere varieret udtryk, men det er en mindre detalje, for de forskellige numre væver sig ind og ud af hinanden, hvilket betyder, at man kan lytte længe til albummet, før det kommer til at virke velkendt.

★★★★★☆

Deltag i debat