Plader

Nada Surf: The Weight Is a Gift

Nada Surf gør ikke tingene vanskeligere, end de behøver at være. Tilgangen til de vellydende, melankolske popsange er ubesværet og overbevisende, dog uden at være revolutionerende.

Nada Surf har stadig tidligere tiders byrde hængende på skuldrene. De lyttere, som stiftede bekendtskab med bandet i midt-90’erne, vil huske dem som del af den flok andenrangs bands, der fulgte i kølvandet på Weezer. Singleudspillet Popular dominerede i radioen og på MTV’s sendeflade, og det lokkede nogen til, mens det blev afskrevet som døgnflue af andre. Nada Surf gik rigtignok i glemmebogen hos de fleste, men de stoppede aldrig med at skrive sange og udgive plader. I 2002 udkom bandets tredje plade, den udmærkede Let Go. Den markerede et modnet band med et modnet udtryk, som var langt fra tidligere tiders college-rock.

The Weight Is a Gift er en forlængelse af det modnede udtryk på Let Go. Nada Surf gør sig fortsat i popmusik, der bader i let melankoli. Det er et band, der er blevet ældre, men som stadig kan anskue verden med unge, virile øjne.

Sangskriver Matthew Caws forstår sig på at nedpensle ubesværede melodier, der i langt de fleste tilfælde er vellydende (flere kandiderer til deciderede ørehængere), men aldrig lyder forcerede. Dette kan bandet blandt andet takke Chris Walla (Death Cab for Cutie) for, som har produceret pladen og desuden bidrager med flere guitarstykker.

Flere sange pakkes ind i livligt forvrængerknas, tempoet sættes i vejret, og der bydes på sødlige guitarriffs og bashooks med dertil hørende bølgende rytmer. Indbydende upbeat sange som den glimrende åbner Concrete Bed, den lalleglade Blankest Year samt de to meget powerpoppede Armies Walk og Imaginary Friends holder det rockede udtryk i fast greb. Men selv om bevægelsen er fremadrettet og udtrykket direkte, gemmer der sig dog i melodierne en følsomhed, der får luft i bandets mere afdæmpede øjeblikke.

Og det er netop i sangene med mørkere understrømme, at Nada Surf imponerer mest. Always Love og What Is Your Secret er to af pladens stærkeste numre, som præsenterer gyngende rytmer og sukkende vokaler tillige med smittende melodier. “I don’t care about you anymore / The people got tired / Our movies don’t play much anymore / The actress was fired,” lyder Caws’ klodsede metafor for et endt forhold.
Netop tekstuniverset er Nada Surfs store akilleshæl: Hvor musikken er let og smidig, er teksterne oftest træge og klichéfyldte. Dette skal man lukke ørerne for – hvilket dog godt kan blive svært, når sangene inviterer én til at synge med.

The Weight Is a Gift er ikke årets store innovative overraskelse. Derimod er det en sådan type plade, hvor man har det ganske fint med, at bandet blot gør sit bedste inden for de konventionelle rammer. Nada Surf skriver smittende popsange, der ikke gør nogen fortræd, men stryger lytteren med hårene. The Weight Is a Gift er samtidig pladen, der endeligt bør lukke munden på de folk, der har udråbt bandet som døgnflue.

★★★★☆☆

Deltag i debat