Nyheder

Nyt fra Xiu Xiu – nu med efternavnet Larsen

Opskriften er ifølge Xiu Xius frontmand Jamie Stewart ret så enkel:
Man sætter Xiu Xiu og de italienske eksperimental-rockere Larsen sammen i sidstnævntes studie i Torino. Dernæst laver man en regel om at skrive en sang hver eneste nat, hvorefter man i løbet af næste dag indspiller sangen.

Sådan fortsatte Xiu Xiu og Larsen så i 11 dage i træk, og ud af det kom pladen Ciautistico! Important Records, der udgiver pladen, beskriver den som en blanding af orkestrerede popsange, techno-lignende beats og minimalistiske droner.

Hvis det er svært at forestille sig, hvad det egentlig skal betyde, kan man måske hente hjælp til forståelsen ved at se på, hvem Important Records ellers har i stalden.
Eksperimenterende er lidt af et nøgleord, hvis man skal samle kunstnere som Earth, Acid Mothers Temple, Merzbow og Wolf Eyes under én betegnelse.
Må det derfor være os tilladt at gætte på, at Ciautistico! næppe når ind på Billboards albumhitliste?

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar