Plader

The Pope: The Jazzman Cometh EP

Skrevet af Mathias Askholm

Ifølge Ludwig van Beethoven er musik “en højere åbenbaring end al klogskab og filosofi”. Ifølge Thomas Carlyle er musik “englenes sprog”. Ifølge The Pope har begge fortjent et hårdt los i kuglerne og en omgang tinnitus.

Et styk bas, et styk trommesæt, alt for mange ecstacypiller og lidt for stramme jeans. Således kunne opskriften på The Popes frenetiske rock godt lyde. The Jazzman Cometh er kaos, amokløb og desperate energiudladninger – kort sagt: Nærm dig ikke uden sikkerhedsudstyr.

Det går nemlig vildt for sig, når Franz Funkenheimer og Paul Kneejie skruer op for forstærkerne: På under 14 minutter skydes seks numre af, så med den stramme tidsplan er det intet under, at de bliver nødt til at spille i dobbelttempo. Inspirationen drages i høj grad fra den tilsvarende canadiske duo Death From Above 1979, der med sin ligeledes overekstatiske amok-rock har formået til dels at bryde igennem til indie-verdenen.

Death From Above 1979-inspirationen er tydeligst i “Boots and Pants”, der med sine 15 sekunders indledning indeholder albummets eneste øjeblik, hvor man helt tydeligt kan fornemme en struktur og plan bag galskaben. Andre idoler, der ganske givet har revet de to knøse rundt mange gange, er Godheadsilo, Boredoms og Unsane. Kender du ikke disse bands, burde navnene være nok til at understrege, at det i hvert fald ikke er her, at metroseksualiteten er opfundet. Det er tonsertungt og maskulint, og det gør ondt, meget ondt.

Enten sidder Funkenheimer og Kneejies jeans lidt for stramt om de nedre dele, eller også er denne ep optaget efter et maratonløb. Den gennemsnitlige musikers blegskidne krop taget i betragtning er det nok bukserne, der er grunden til den desperate vokal. High-pitched og vanvittigt skrålende som gjaldt det den fremtidige forplantningsevne kæmper de to sig igennem de utydelige, men effektfulde vokalpræstationer.

Det er generelt umådeligt svært at finde hoved og hale i The Popes udspil, men formålet er nok netop ikke at formulere hverken livsfilosofi eller klogskab. Dette er larm for sjovs skyld og kaos, fordi det kan lade sig gøre. The Jazzman Cometh er trykflasker over ild – en umådelig stor eksplosion af energi.

At skulle til lave en liste over alt det, der mangler på dette udspil, ville være en prøvelse. Der gives pokker i melodi, struktur, tekst og alle andre konventionelle sangelementer. Det her handler om at spille så hurtigt og højt som muligt, og kan man ikke lide torden, må man blive indenfor.

Skræmmende er det, at The Popes præstation på trods af den totale mangel på hoved og hale, alligevel formår at virke som en helhed. Meget ved denne udgivelse går ganske givet hen over hovedet på denne anmelder, men at kroppen skal spasme i takt til musikken, og at volumen skal kværnes op på max, så meget forstår jeg trods alt.

★★★½☆☆

Deltag i debat