Plader

Alex Puddu and the Butterfly Collectors: The Silence of the Sun and the Rhythm of the Rain

Skrevet af Marco Krockert

Det lignede på overfladen en moden frugt, men en af dansk musiklivs unge veteraner har begået en på alle måder anonym plade, der kun beviser, at Zero 7 og Pink Floyd ikke har levet forgæves. Det er ganske enkelt jammerligt kedeligt.

Alex Puddu er oven på Puddu Varanos opbrud trådt et musikalsk skridt til venstre med sit Butterfly Collectors-projekt. Mens førnævnte var dansabelt og beatorienteret, er dette afdæmpet og en anelse jazz-inspireret loungemusik, der har Puddus guitar og vokal som omdrejningspunkt. Spørgsmålet er bare, om han ikke burde træde lidt varsommere, for der er ikke meget at komme efter hér. Stilmæssigt er det en næsten tro kopi af Zero 7’s retro-tronica, men ikke med samme niveau af charme og varme. Tja, sådan går det jo ofte i vores lille land; vi pynter os gerne med lånte fjer, og den første jubel, når et dansk svar på et udenlandsk modenavn dukker op, forstummer som regel hurtigt, fordi bølgen allerede er blevet til efterdønninger.

Og The Silence of the Sun… er altså temmelig upersonlig, hvilket er overraskende, når man tænker på, hvor mange udgivelser den flittige herre har bag sig. Stilen, som i sig selv er ret udynamisk, fastholdes militant gennem alle pladens otte numre, hvor især synthstrygernes evige tilstedeværelse hurtigt begynder at enervere det sultne øre.

Hvad der dog især får begæret til at briste er den fantastisk kedelige sangskrivning, som jeg ikke kan forestille mig, der er brugt ret mange timer på. Det er nemlig til syvende og sidst musikkens fundament, den er helt gal med. Her er jeg måske en anelse fordomsfuld, men lur mig om ikke det er et tilbagevendende problem for elektroniske musikere, der er vant til at prioritere lyd og rytmik frem for melodi.

Puddus vokal er anonymiteten selv og magter kun lige akkurat at bære rollen i front, hvilket nok er årsagen til, at sangerinden Mette Lindberg er hevet ind som musikalsk trækplaster. Det gør hun udmærket, men man kan forestille sig, at en crooner af et vist format ville have kunnet løfte udtrykket til et helt andet skylag.

De bedst fungerende numre er åbneren “Black Birds of Dawn”, hvis minimalistiske blæsertema og cinematiske stemningsanslag leverer en fin indgang til pladen, og den efterfølgende “Angels of the Night”, et forholdsvis mindeværdigt popnummer, selv om alt i det er hørt et utal af gange før. Titelnummeret understreger, at hvis man skal stjæle, skal man gøre det fra de bedste. Det er faktisk nærmest bare en omskrivning af Pink Floyds “The Great Gig in the Sky”, og derfor lyder det godt.

Herfra går det desværre støt nedad bakke for pladen, der mere og mere begynder at lyde som en eftermiddag i Føtex. De muzaklignende, tandløse kompositioner køres fast i en rille af kunstig blødhed, og man skal være mere end almindeligt roligt anlagt for at sætte pris på denne klichéprægede og lidenskabsløse tomgangsopvisning.

I forhold til Puddus CV er pladen et sympatisk forsøg på at bryde væk fra det gamle, men det bliver på forsøgsplanet og ender egentlig aldrig som et tilfredsstillende værk, man har lyst til at gå på opdagelse i. Der spilles med alt for sikre kort, og vellyden ender med at triumfere over musikken. Så hellere Puddu Varano.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat