Plader

Richard Swift: The Richard Swift Collection vol. 1

Two in one-udgivelser er ofte en kommerciel fidus af den klamme slags, og Richard Swifts sampak lider da også lidt af samme sygdom. Men selve indholdet fortjener bedre omtale, for der er mange gode øjeblikke blandt de 17 numre, der svæver et sted mellem folk og cabaretpop.

Richard Swift er i fuld sving med sin næste plade, og mens denne proces kører, har amerikanerens nye pladeselskab Secretly Canadian fået den idé at udgive lidt af bagkataloget som en slags optakt. Indholdet er de to udgivelser The Novelist og Walking Without Effort.
Samlingen er en pæn mundfuld på 50 minutter, og lad det være sagt med det samme: 17 numre er i overkanten. Det er en skam, at Secretly Canadian ikke har været lidt hårdere med saksen, for der kunne sagtens fjernes fire-fem numre, hvilket ville gøre den samlede udgivelse mere harmonisk og knap så tung at komme igennem.

The Novelist er præget af poppede og skramlede cabaretsange, mens Walking Without Effort baserer sig mere på finpudset folkpop med guitaren som hovedessensen.
Begge plader åbnes instrumentalt. Foreward lægger første sten i mosaikken, der gennem de første otte numre har en skramlet og støvet lyd, som henleder stilen til genrer hentet i både 1930’erne og 1970’erne, hvor der var cigaretter uden filter, habitter og fjerboaer.
Richard Swift benytter de hvæsende og skrattende trompeter oven på lag af sløvt piano, organ, hvirvlende trommer og enkel guitar, der lyder som noget, man kun har set og hørt i sort/hvid.

The Novelist er en en museums-agtig lydkollektion, som danner billeder, man ikke er vant til. Det er er forbløffende forfriskende, selv om stilen er mere end almindeligt gammel.
Jeg har svært ved at bruge de instrumentale dele til ret meget. Man behøver ikke lydfladerne til at understøtte genren. Det kommer helt af sig selv.

Til gengæld har Lovely Night og Looking Back, I Should Have Been Home More kvaliteter i både komposition og kreativitet.
Cabaret, trompet og et næsten Damon Albarn-lignende omkvæd er på førstnævnte både mystisk og iørefaldende, mens det afsluttende track på The Novelist er smeltende smukt og fyldt med nerve. Richard Swifts vokal får et ekstra pift, og selv om balladen ikke når højder, der slår benene væk under lytteren, ligger der sig masser af godbidder gemt i nummeret. Specielt det passive, men skarpe piano har en vis effekt.

Straks Walking Without Effort starter, flyttes de indre billeder flere årtier frem.
Der flyder en ganske anden ro, og de enkle remedier tages i brug. Folkpoppen skinner igennem, og Richard Swifts vokal er hverken skramlet eller knitrende, hvilket er fornøjeligt at lytte til. Det er næsten som at lytte til Josh Rouses 1972, hvor horn, trompeter og akustisk guitar gør store dele af arbejdet.

Det kræver mindre af lytteren at lægge øre til Walking Without Effort, men til gengæld står udgivelsen også lidt svagere sammenlignet med The Novelist, for det pæne og slebne mister gradvist værdi i takt med gennemlytningerne. Sangene er behagelige, men gør ikke samme indtryk som de otte første.

Sange som Half Lit, In the Air og Losing Sleep rager op i mængden, men Walking Without Effort er en homogen samling sange, som hverken forbløffer eller skuffer. Det er sange, man kan have kørende på anlægget i timevis, uden at humøret tager skade, eller hjernecellerne forøges.

Richard Swifts kollektion er perfekt til den musikinteresserede med den knap så musikinteresserede kæreste. En plade til ham og en plade til hende. I flydende form tilsat lidt lommefilosofi kunne The Novelist være whiskey og Walking Without Effort Bailey.
Det er to udmærkede udgivelser, men de klarer sig bedst hver for sig.

★★★★☆☆

Deltag i debat