Plader

Waltham: s.t.

Skrevet af Mathias Askholm

America’s Heart and Soul,” hvis man spørger Disney. En fabriksby i staten New England, hvis man spørger Google. Både tillokkende og afskræmmende collegerock, hvis man spørger Undertoner.

Waltham [1], en typisk nedslidt fabriksby i New England med et skær af nedslidte engelske minebyer og en fornemmelse af, at timen er slået og fremskridtet forsvundet et andet sted hen. Med andre ord, et sted hvor weltschmerz og trøstesløshed lever og konstant giver inspiration til unge håbefulde bands.

Waltham [2], en lovende konstellation af fem fyre fra en lille fabriksby i New England med et skær af udslidte punk-klichéer og en fornemmelse af, at timen er slået og fremskridtet forsvundet et andet sted hen.

Waltham og Waltham (1 og 2) hænger sammen, og så alligevel ikke. Byen Walthams trøstesløshed og indestængte teen-angst er fortrængt af vældigt frejdige guitarer, og det har indtil videre bragt bandet Waltham ud af hjembyen og ind på diverse college-radioer fordelt over hele USA.
Waltham, altså bandet, er indtil videre blevet promoveret som lyden af fremtiden på amerikansk MTVs You Hear It First og har medvirket i Disney-dokumentaren America’s Heart and Soul. Men vent – promoveret af Disney og spillet på MTV, lugter det ikke mere af Britney Spears og Justin Timberlake end DIY-attitude og lædertøj med nitter?

Musikalsk set bekender Waltham sig til et opkog af 90’ernes populærmusik. Det mål, der sigtes efter, er en musikalitet som hos de melodiske og lyttevenlige emo-bands og en gennemslagskraft som stadionrockernes. Og resultatet er på én gang ikke så tåkrummende, som man kunne frygte, men alligevel så anstrengt poppet, at det værker.

Denne debut balancerer et sted mellem vellykket poppunk og enerverende sukkerharmonier. Den konsekvente brug af kor på vokalen er alt andet end behageligt. Faktisk jager det i rygmarven som tænderskærende frost, hver gang man når til et omkvæd i “Cheryl (Come and Take a Ride)”. Men på den anden side er der noget forjættende melodiøst over riffet i sange som “So Lonely” og “Be With Me”.

Og det er hér, at denne anmelder bliver forvirret. På albummets anden del begynder sangene at spille mere med musklerne. Det melodiøse fastholdes, men må af og til se sig fortrængt af riffs, der bliver mere kantede, og trommer, der bliver mere aggressive. I “Don’t Say It’s Too Late” viser Waltham tegn på, at de ikke nødvendigvis er så kedelige som først antydet. Sangene indeholder elementer af både kant og spænding, men hvorfor er det så uudholdeligt poppet produceret?

Det er musikalsk et udspil, der svinger frem og tilbage hen over grænsen for, hvad der er god poppunk, og hvad der bare er træls – men ser man først på teksterne, er dommen lige til. Der kredses på pladen om kærligheden – surprise, surprise – og hvis bare man har nogle interessante overvejelser at byde ind med, er det for så vidt ikke et problem.
Men når forsanger Frank Pino Jr. i ramme alvor kan proklamere »I wanna say, I’ll be all right / but everytime I think of losing you / I’m losing the only thing that’s real / So take everything I feel,« befinder man sig på den gale side af den berømmede afgrund.

Jeg ville virkelig ønske, at Walthams debut havde været markant anderledes end det produkt, jeg nu sidder med i hånden. Der er gemt dynamikker og spændstige melodier på dette album, der ville kunne udgøre rygsøjlen på et indierock-album af de helt store, men det virker til, at bandet ryster på hånden. De er fanget i den klassiske problemstilling, hvor de groft sagt skal vælge mellem at sælge ud eller slet ikke at sælge, og i denne kamp bliver resultatet desværre underligt akavet. Walthams debutudspil er en underligt over-poppet affære. Harmonierne er trukket frem og bedøver lytteren, således at de par guitarriffs, der bevæger sig ud over det middelmådige, helt overses.

★★½☆☆☆

Deltag i debat