Plader

Without Gravity: Tenderfoot

Det islandske band Without Gravity spiller akustisk melankolsk popmusik præget af akustisk instrumentering, men leverer desværre i dette tilfælde en uinspireret og til tider kedsommelig udgave af ovenstående.

Når der tænkes på islandske bands, er et af fællestrækkene deres ofte excentriske fremtoning. Tænk bare på kunstnere som Björk eller Sigur Rós, der har optrådt som sagnomspundne repræsentanter for den lille ø oppe i Nordatlanten, der på trods af et indbyggertal svarende til Århus’ har været leveringsdygtig i en lang række af interessante musikere. At et band kommer fra Island, er ofte i sig selv en spændende historie, selv om nyhedsværdien i dag er betydeligt mindre end for år tilbage.

At det dog ikke udelukkende er excentriske og lidet ordinære solister, der åbenbarer sig fra det islandske musikmiljø, er Without Gravity et eksempel på. Hvor mange andre islandske bands adskiller sig kraftigt fra andre kunstnere, og ofte tydeligt har haft et vist særkende over sig, lyder Without Gravity bestemt ikke som et “typisk” islandsk band. Deres musik afslører ikke deres nationalitet, selv om medlemmernes navne gør det.

Bandet startede med, at guitaristen Konni og vokalisten/guitaristen Kalli mødtes og begyndte at lege med brudstykker til sange og lyrik. Efter et stykke tid kom der mere struktur på forløbet, de første sange kom på plads, og til slut blev trommeslageren Grimsi og kontrabassisten Helgi indrulleret, og den nuværende konstellation tog form.

Bandets musik kan rubriceres under fanen akustisk folk, og bandets udtryk ligger i forlængelse af kunstnere som Damien Rice, Nick Drake og Jeff Buckley, og måske nok tættest på førstnævnte. De producerer numre, hvor der fokuseres på roligheden, hvor stemmeføringen og instrumenteringen får lov at køre i et fastsat gear uden de store udsving. Musikken domineres og kontrolleres af de akustiske guitarer, et afdæmpet trommespil og en vokal, der minder meget om Nick Drakes, men dog uden at ramme dennes inderlighed og smerte. Det er sandsynligvis heller ikke intentionen, da sangene ikke tangerer det dystre eller stærkt indadvendte udtryk, men mere lyder af en stille hverdagsmelankoli.

Som sådan er det svært at pege fingre af udgivelsen, men netop denne mangel på kant og skarphed gør, at pladen føles underligt svævende. Selv efter flere gennemlytninger er der ikke rigtigt noget, der skiller sig ud og sætter sig fast. Alt glider ind i baggrunden, og det er svært at adskille numrene fra hinanden, da både opbygning, instrumentering og tempo ikke varieres synderligt undervejs.

Efter endt gennemlytning sidder man tilbage med et uafklaret sind. Man har lyttet til et professionelt udført stykke arbejde, men det efterlader ikke meget og giver ikke lyst til at gå tilbage og udforske det mere. Hvis intentionen har været at producere en række numre, der kan nydes i baggrunden uden at gribe forstyrrende ind i hverdagen, er missionen lykkedes til fulde, og der eksisterer givetvis et publikum, der efterspørger sådanne kvaliteter.

I bandets pressemeddelelse nævnes det, at Without Gravity skulle være et populært liveband, der med deres optrædener på små klubber i intime omgivelser har formået at fange publikums opmærksom og har leveret en varm og tryg oplevelse. Det er meget muligt, at musikken i en sådan ramme kan have en positiv effekt, men hjemme i cd-afspilleren skal der mere til for at fange folks opmærksomhed.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat