Plader

Babakarej: Lagom balanserad

Skrevet af Stine Mogensen

Det kan faktisk lade sig gøre at lave chill-out musik uden brug af Mac! Men det kan også blive så langsomt, at ørerne næsten ikke kan være med. Således balancerer den svenske jazz/folk-trio Babakarej på en knivsæg mellem det hyggelige og det decideret kedelige.

“Hvis man er til Lisa Ekdahl, mon ikke man så vil kunne lide det her?”, spørger jeg og kigger over på gemalen. “Jo, hvis det er en Lisa Ekdahl på anselige mænger Valium”, lyder det tørt.
Og jeg må medgive, at det er en ganske rammende beskrivelse af de særdeles afslappende toner, der strømmer fra stereoanlægget.

De kommer fra den svenske jazz/folk-konstellation Babakarejs debutplade. Og det er ikke just en skive, som plages af syntetisk pep og utidige programmeringer. Her spilles på rigtige instrumenter såsom kontrabas og tuba, og et af undertegnedes hadeinstrumenter, ukulelen, er også repræsenteret.

Denne musikalske økologi antydes allerede i navnet, der klinger baltisk på folkemusik-måden. Cd’ens cover forstærker de fromme signaler gennem et forholdsvist spartansk layout, som inkluderer et stort billede af bandets sympatisk udseende unge medlemmer. Der kan spottes både fodformede ruskindssko, posebukser og en enkelt anorak/islændersweater-combo. Og nu lyder anmelderen allerede hoven og overfladisk, og det er bestemt ikke meningen.

Men i en tid hvor man, i musik-kontekst, bliver tæppebombarderet med forskellige variationer over det velpolerede image og tilfældige hår, og hvor Converse-sko er lige så uundværlige i et indieband som trommesættet, reagerer man med en vis distance og en anelse mistro på al denne ærlighed, for kan det nu også være rigtigt? Hvad stikker der under? Til min glæde kan jeg konstatere: Ikke noget, for selv om Lagom balanserad med sit særegne mix af folk, pop og alternativ jazz på sin vis kan betegnes som ganske moderne og eksperimenterende, er det frem for alt en befriende uprætentiøs og attitude-fri hygge-skive.
Sangene er enkelt bygget op og næsten fragmentariske i deres struktur, hvor instrumenterne ofte giver sig selvstændigt til kende, ét efter ét. Her er god tid til det hele, og dette giver et på én gang meditativt og spontant udtryk.

Førsteskæringen, “Franska kappan”, som starter med en lavmælt og doven bas, er en fin introduktion til pladens univers, hvor intet, med et godt jysk udtryk, haster mere end det jager, og hvor der også er plads til krøller og finurligheder.
I den forbindelse skal den lyse og lette “Fåglarna” fremhæves. Det er et af den slags numre, der formår at blande det naive og sødmefulde (der synges »pip-pip« i omkvædet) med det kølige på en måde, som man kender det fra netop Lisa Ekdahl.

Den kække og korte “Kafferest” er et af pladens få mere up-tempo numre, og efter at have lyttet til dette kan man konkludere, at det klæder Babakarej at skrue lidt op for hastigheden. For hvor hyggeligt det hele end virker til at begynde med, er det netop roen og velbehageligheden, der er en akilleshæl for Lagom balanserad. Man begynder nemlig at kede sig ret hurtigt, fordi det simpelthen går for langsomt.

Den drævende lavmælthed kunne ellers have gjort pladen til et spændende bekendtskab, hvis bandet ellers havde formået at fastholde en indre spænding i deres melodier, som det er tilfældet blandt andet hos en anden af Babakarejs landskvinder, nemlig Stina Nordenstam. Men det lykkes aldrig rigtig for bandet at holde balancen mellem dynamik og dyne, og de fleste sange spænder derfor ben for sig selv og kommer ikke rigtig nogen vegne. Det fragmenterede udtryk bliver ligeledes af og til en tand for fragmenteret og truer med at opløse numrene helt.
Heldigvis er sangerinden Qarin Wikström er begavet med en stemme, der har noget af den skarphed, som man kender fra First Floor Powers Jenny Wilson, og dermed formår hun at sætte lidt kant på mange af numrene, så de ikke blot fordamper ud i den blå luft.

Grunden til, at en underholdningsnarkoman som overtegnede anmelder ikke for længst har afskrevet Lagom balanserad som et kedsommeligt hippie-levn, er, at det er en plade, der tør være sig selv, og som er konsekvent i sit udtryk; et udtryk, som bandet godt nok skal have strammet gevaldigt op på, men dét skulle absolut ikke være noget umuligt projekt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat