Plader

Boards of Canada: The Campfire Headphase

Boards of Canada er tilbage med mere musik fra glemte tider. Har man glemt, hvordan glemt musik lyder, må man huske at købe The Campfire Headphase. Boards of Canada husker nemlig de lyde, vi andre har glemt. Og deres musik glemmer man ikke sådan lige med det samme.

Boards of Canada blev fra dag ét alles darling. I 1998 udkom Music Has the Right to Children, der med varme analoge synthesizere, samplede børnestemmer og en smukt melankolsk og nostalgisk tone øjeblikkeligt dannede skole. Faktisk var cd’en så helstøbt, at det var svært at forestille sig, at duoen kunne overgå sig selv.

Det skete heller ikke på Geogaddi fra 2002 – og så alligevel. Lydbilledet var lidt mere luftigt (pompøst om man vil) og en tand mere legesygt. Alligevel svigtede duoen ikke det nostalgiske og fjerlette vemod, der lå henslængt over samtlige numre – og selv om Geogaddi skuffede i hvert fald mig, har den modstået tidens tand ganske godt. Lyde, strategier og programmeringer i electronicaens verden forældes hurtigt, men jagten på hurtige tendenser har aldrig været Boards of Canadas strategi – deres musik har altid lydt af forgangne tider og glemte klange.

Og her er så det tredje regulære album fra Michael Sandison og Marcus Eoin, The Campfire Headphase. Vi befinder os stadig i nostalgiens hjørne, hvor man småsnøfter over, at tiden er gået. Til gengæld er den uhygge, som numre som “The Color of the Fire” fra Music Has… og “Opening the Mouth” fra Geogaddi repræsenterede, så godt som fraværende – og det er ærgerligt!

I stedet er The Campfire Headphase domineret af to ting: For det første er lyden mere grumset og støjende end tidligere – på en højst æstetisk og neddæmpet facon, bevares, men dog alligevel støjende. Så godt som samtlige numre indeholder overstyrede og distortede keyboards, der får højttalerne til at skratte og vibrere.
Og for det andet har Sandison og Eoin opdaget guitaren. Guitarlyd i alle mulige afskygninger dominerer de fleste af cd’ens numre. Ja, sågar den lille pibende lyd, der opstår, når fingrene glider hen over gribebrættet, bruges med delikat effekt på “Peacock Tail”, der i øvrigt har den herligste minimelodi, der lige anes i den mørke programmeringssump.

Guitaren brager ud af højttalerne (jo, selv om Boards of Canada laver følsom musik, lyder den bedst, hvis volumen er skruet op!), efter at den lille åbningsvignet “Into the Rainbow Vein” er overstået. Ja, det er faktisk lige før, at de første takter af “Chromakey Dreamcoat” lyder som fucking Underworld! En superlækkert produceret trommerytme driver nummeret frem, der tempomæssigt er i overkanten af, hvad Boards of Canada normalt disker op med. Guitartemaet vender tilbage igen og igen, og rytmesporet bliver mere og mere komplekst, som nummeret skrider frem – dette er nok den maksimale løssluppenhed, som Sandison/Eoin nogen sinde tillader sig selv.

De fleste af numrene holder i allerhøjeste grad. Eneste svipser er “Hey Saturday Sun”, der aldrig finder ud af, hvad det vil bruge sit guitarostinat til. Enkelte numre som f.eks. “Satellite Anthem Icarus” får måske også lov at vare et par minutter for længe. Alligevel var det dog netop dette nummer, der fik mig til at tænke, at hvis ikke Boards of Canada eksisterede, ville vi blive nødt til at opfinde dem. For den slags stemningsfulde musik, som duoen fabrikerer, er simpelthen alt for sjælden.

I al sin dunkle, analoge lofi æstetik er musikken forbløffende åben for fortolkninger. Det er ikke ren nostalgi og længsel det hele. Med “Satellite Anthem Icarus” kan man lige så godt være turist på første klasse på en herlig, svævende rumtur med sin elskede ved hånden, som man kan græde over den tabte tid. I “Dayvan Cowboy” grumses der rundt med en vindmaskine og et overstyret keyboard, indtil en klar guitarlyd bryder gennem skyerne med et twang og ændrer et tåget og vinterkoldt nummer til temaet til en udsendelse om den tragiske nedgang i bestanden af pukkelhvaler.

“Slow This Bird Down” er næsten lejrbålselectronica. Forestil dig et bål i en frostklar nat. Man er varm foran, kold bagpå. Trygheden er foran én, uhyggen bagved. Træet syder, men man får ingen røg i ørerne, på trods af at nummeret ender i knitren og næsten glitchagtige spring.

Boards of Canada bliver aldrig pussenussede. Der er altid støj på linjen. “Tears From the Compound Eye” sætter tempoet ned. En sørgmodig keyboardlyd i mellemlejet modsvares af en lysere modstemme, og det hele får karakter af renfærdig ambient … hvis det ikke lige var for den overstyrede lyd – som faktisk får en tand til i den smukke afslutning “Farewell Fire”. Her er det ene og alene keyboardakkorderne og den lette knitren i høretelefonerne, der skaber nummeret. Det er enkelt og temmelig genialt.

Ved et overfladisk lyt laver Boards of Canada simpel og enkel musik. Mange af de samme elementer går igen i numrene. Men som éns lytning bliver mere intens og vågen, afsløres det, at lyden er hamrende kompleks. Lyde af tamburiner, congas, akustiske trommer, (elektroniske?) håndklap – små overraskelser popper op til overfladen og forsvinder lige så hurtigt ned i sumpen af mellemtoner, knitren og støj. Meget sker, meget er på spil.

The Campfire Headphase benytter, ud over guitaren, ikke nogen virkemidler, som duoen ikke allerede har benyttet på de to foregående plader. Selv opbygningen af selve cd’en med små vignetter strøet rundt om de egentlige numre har duoen benyttet før. Vokabularet indeholder stadig fuglefløjt, samplede (børne)stemmer, spacede klange, baglænsspillede lyde og varme analoge synth-lyde. Men hov, er det ikke ligegyldigt, om virkemidlerne har været brugt før? Det svarer til at beskylde Sune Wagner for endnu en gang at spille på sin guitar.
Og jo, når man er så opfindsomme som Sandison og Eoin og i den grad forstår at blande kortene og dele dem ud på nye måder, er det hamrende ligegyldigt. Vi har hørt det hele før, og alligevel er det helt nyt.

★★★★★☆

Deltag i debat