Plader

Greg Davis & Sebastien Roux: Paquet Surprise

Skrevet af Cæcilie Jessen

Canadieren Greg Davis og franskmanden Sebastien Roux har slået sig sammen om at skabe en elektronisk prøv-lykken-pakke. Resultatet er afdæmpet, men glimtvis skramlende, og de to har ikke tænkt sig at bryde grænserne for, hvad electronica skal kunne.

Musikkoalitionen Davis/Roux lægger os fra start blidt ned i svævende elektronik, højtalerskrat og stjerneagtig klokkeklang. En ambient lyd, der bringer billeder frem af et duvende hav og står i kontrast til pladens spraglede, ualmindeligt behagelige cover med endeløse rækker af dyr og blomster, der springer ud af pakken – Roux og Davis’ overraskelsespakke.

Lidt efter kommer der form på musikken. Roux gentager “I am waiting“, mens en harpe laver bølger. Herefter starter tordenen. Man hører den repeterende grundform som en tryghedsfaktor i baggrunden, men over den buldrer højtalerne med skrat, som snart forsvinder igen og skaber plads til regndråber og laptoppens bobleklokker.

Dette er dog straks forbi, og alting vælder ud af pakken i snigende fart. Dyrelyde afløses af truende svævetoner, der flytter sig for flere bobler og en guitar på pladens tredje skæring. De dirrende pling-lyde leder tankerne hen på Stars of the Lid, og en hel plade som dette ville skabe et rum at falde i søvn i og drømme om grønne marker i skumringen med ildfluer, der pifter rundt om hovedet på én.

Så starter lyden af blomster, der vokser op – en spirende lyd akkompagneret af regn. Nummeret hedder Good Decision, og linien “And now we are alone together” gentages. Det føles godt. Der bliver ved med at være regn og lyden af noget, der pusles med. Det er stillestående, og som om musikken er bevidst om dette, afbryder den sig selv med endnu en række skrat og skifter nummer.
Tjuk-tjuk-tjuk-tjuk’et, der fortsætter i det uendelige, minder om, hvilke begrænsninger en laptop må have – og husker mig på, at det er en electronica-plade, jeg sidder med i hænderne.
Det statiske udtryk afbrydes af nogle få bip og enkelte musikalske følelser. Det er egentlig smukt, og man kan forestille sig verden omkring én trække vejret. Tempoet bygges op ualmindeligt langsomt, men før man aner det, snurrer det hurtigere rundt end blodet til hovedet, og man forvirres af denne hvirvlen med kunstige toner. Så glemmer musikken sig selv og ender i svæverier, der både har beholdt dynamikken fra for få sekunder tidligere, men samtidig står helt, helt stille.

Så tager legetøjsinstrumenterne over og lyder mere end nogen tidligere øjeblikke på denne plade som kunstigt vand. Man kan se den computeranimerede blå overflade for sig. Den spejler sig med sølvstænk og brydes af en computerskabt dråbe fra en himmel, så vandet plasker op og ser mere blødt og omsluttende ud, end noget kunne gøre i den virkelige verden. Davis/Roux har skabt lyde, der er mere virkelige end virkeligheden, og lytteren ved ikke, hvor grænsen går.

En guitar afbryder sig selv, hver gang den starter, men tager sig endelig mod til at gå i gang med rar pop på nummeret I Never Met Her. Vokalerne minder om Diefenbach, fordi de minder om Beach Boys tilsat elektronik. Den langsomme tromme og den behagelige, friske lejrbålsguitar får dog ikke meget plads. Nummeret afsluttes med græshopper og skumring og farlig skrammel.

Intentionerne er gode. Man bliver glad, når Davis og Roux nedkæmper de onde magter med et mantra som “We need to see the wonderful world“. Her er en electronica-plade for dyrkere af uformørket electronica. Det dystre får sin plads, men aldrig det sidste ord, og man ender med noget, der er levende. Electronica er electronica er electronica, og det efterlader Davis/Roux ingen tvivl om. De overtræder ingen grænser, men de klarer sig også udmærket inden for dem. Man kunne bare ønske, at de ville prøve at træde på nogens tæer.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
V/A: The Noise and the City

★★★½☆☆

Deltag i debat