Plader

Desert City Soundtrack: Perfect Addiction

Skrevet af Cæcilie Jessen

Her er skrig, følelsesladede klaverakkorder, hoppende trommer, lidende guitarer og en hæs karamel-vokal. Hvis målet for Desert City Soundtrack var at fylde patos-glasset højere op til kanten, end det nogen sinde har været, er det nået.

Pladens indledende klaveranslag bringer billeder frem af en charlatan med rusten stemme, der vipper hele kroppen frem og tilbage i takt med de følelser, der løber ud gennem hans fingre. En vis melodiøs charme trænger igennem, men associationerne flyver af sted mod middelmådige nu-rock-goth-grupper som Evanescense.

Anden skæring starter straks bedre. Man mærker, at det er de skæve rytmer, der er bandets styrke og fristes til at danse på tåspidser til dette listige, men hidsige klaverspil, ledsaget af (middelmådige, men passende til musikkens ironiske tone) tekstbidder som “Why do you want to pry when you know it’s over?“. Herfra flyder omkvædet dog ud i Nickelback-agtige guitar-drømme, og man må indse, at dette ikke er den plade, der bør huskes fra år 2005.

Klaveret er gennemgående på hele pladen. Dette kan løfte visse rockplader op, men blandet sammen med en MTV-præget guitar-mur og teenage-emo-tekster, skiftevis skreget ud og sunget med følsom, hæs stemme, er dette ikke et trick, der bør afprøves hjemme.

Herfra tager hidsigheden og mørket over. Fjerde skæring fik mig til at grine. Det indledes med mørke toner fra klaveret, der bygger sig op til akkorder, hvorefter trommerne lægger vandrende, slæbende fødder på. Klaveret avancerer opad mod højre og der kommer enkelte slag på hi-hatten.
Allerede nu emmer sangen af patos, der truer med at sprænge den i stykker – og pludselig sker det: Tonerne hæver sig op på en musical-agtig måde, mens guitaren lider mere og mere. Rædselsskrig kommer op fra neden, mens trommerne hidser sig op, og klaveret hamrer løs.
Pludselig er det stille, og der er kun skrig tilbage. Herefter kommer dog et enkelt plus. Klaveret galopperer op og ned, men det er det eneste, for herefter går trommeslageren amok i en selvtilfredsstillelsesrus, der end ikke er Lars Ulrich værdig.

Efter dette fyldes højtalerne af klaver og trommer, en stille vokal og Desert City Soundtrack på en rolig dag i pophit-generatoren. Når Matt Carillo forsøger at løfte sin stemme, må man krumme tæer, men det er aldeles uskadeligt og slet ikke værd at hidse sig op over.

Mere klaver. Der bliver ved med at være klaver, og der spilles på pedalerne med en indfølelse, der trykker på alle kvalme-knapper. Men som sagt: Dette er ikke værd at hidse sig op over. Det ville være som at hidse sig op over, at den nye Tue West-plade er dårlig, men ikke desto mindre er det svært at lade være.
Et enkelt plus bør dog være First Sickness. Med en vuggende rytme og en rolig vokal, ikke for meget klaver og en linje som “it’s not murder” er det om ikke godt, så ganske okay.

Sammen med de få gode elementer i form af vippende rytmer er dette nummer med til at give Perfect Addiction det andet U, selv om jeg med lethed kommer til at kunne gemme pladen væk bag min reol. Jeg vil anbefale, at folk tyer til andre musikalske rusmidler.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat