Nyheder

DJ præsenterer cut up-teknikkens historie

De seneste år har eksempelvis P3 været med til at bringe begrebet mash-up (også kendt som bastard-pop) frem i rampelyset.

Men idéen med at sætte uafhængige numre sammen og skabe en ny sammenhæng er på ingen måde ny. Grundlaget blev lagt for mere end 50 år siden af medlemmerne af den såkaldte musique concrète-bølge, blandt
andre franskmændene Pierre Henry og Pierre Schaeffer, der optog dagligdagens lyde så som tøffende damplokomotiver og arrangerede dem i rytmiske mønstre.

“Ja-ja,” tænker visse læsere sikkert, “og hvad er så nyheden?” Jo, altså: Det interessante ved at bringe mash-up på banen nu er, at den engelske cut up-ekvilibrist Strictly Kev (også kendt som DJ Food) har samlet en slags historisk introduktion til mash-up.
I det timelange set Raiding the 20th Century præsenterer Strictly Kev såvel de tidligste skridt på vejen som de nyeste eksempler på mash-up. Hele collagen kan hentes gratis her.

Tracklisten er så ustyrligt lang, at vi ikke orker at præsentere den her – og faktisk kan det også anbefales at høre det hele igennem uden trackliste, så man kan sidde og gætte sig lidt frem til, hvad man hører. Under alle omstændigheder er det en anbefalelsesværdig omgang musikhistorisk undervisning.

1 kommentar

Leave a Reply