Plader

Sofus Forsberg: Udefra

Skrevet af Mikkel Arre

Den århusianske musiker kan sin electronica-historie til fingerspidserne, men genfortæller den på sit andet album så loyalt, at udtrykket bliver upersonligt. Velproduceret og lidt for veltempereret.

Sofus Forsbergs debutalbum, NO/1, strittede i mange retninger. Der var flere numre med vokal, og hist og her var der også horn, som gav musikken et let jazzet anstrøg. Men de tider er forbi her tre år senere. Trods albummets titel har Sofus Forsberg under arbejdet med Udefra boret sig længere og længere nedad og indad i electronica-genren og givet afkald på muligheden for at stritte.

I mine ører hang NO/1 ikke rigtig sammen som en helhed, og hvis dét ellers kan kaldes et problem, har Forsberg så sandelig rettet op på det nu. Godt nok er der stadig udmærkede kontraster mellem nogle af numrene – f.eks. er det ganske effektivt, når “Sådetku” med sit dumpt huggende Autechre-beat afløser den stilfærdige “Abot” – men der er ingen numre, der for alvor skiller sig ud.

Og det er fint, hvis man gerne vil have en hyggelig og velproduceret electronica-plade, der triller derudaf uden at være i vejen. Det er vældigt behageligt, når “Dam Dam” lunter pladen i gang med rullende og vuggende synth-toner samt baggrundsknitren. Samtidig viser de blippende mikroprogrammeringer, at Forsberg er blevet dygtig til at bygge beats, her endda med pletvis hjælp fra en hoppende bordtennisbold. Hen mod slutningen af nummeret bliver de knitrende lyde til en blid brusen, der løfter melodien op og giver musikken fylde og kraft.

Imidlertid tager det ikke mere end et par gennemlytninger, før man som lytter begynder at spørge sig selv (om end man nok i stedet burde spørge Forsberg), hvad der skulle adskille denne plade fra så mange andre electronica-udgivelser. For godt nok er især Forsbergs programmeringer fermt opbyggede, men de har ikke noget personligt særpræg. Og det har melodierne desværre heller ikke.
Forsberg rammer ikke desto mindre stadig nogenlunde plet med det sprøde “Sådetku” og den maskinelle “Rumspål”, som begge lever på, at beatet er mere pågående og uslebent end på resten af pladen.

Til gengæld lyder “Hallo” ikke bare upersonligt, men minder i virkelig høj grad om Opiates produktioner til Björks album Vespertine. Beatet består af gnistrende lyde, der knap nok er til stede, melodien er helt simpel og bliver gentaget og gentaget – og det ville bestemt ikke komme som nogen overraskelse, hvis der pludselig kom en vokal ind i lydbilledet.

Men det gør der ikke før “Nu slutter det!”, hvor der ligger nogle lavmælte, sukkende baggrundsvokaler under det knipsende beat.
På debutpladen medvirkede Under Byen-sangerinden Henriette Sennenwaldt blandt andet på Barometer-favoritten “Convertible Love”, men denne gang er hun henvist til at blive sønderklippet i et enerverende og inderligt ligegyldigt remix af Under Byen-sangen “Plantage”.

Men måske havde det været en idé at tage Sennenwaldt eller en anden sangerinde med på ny. For dét, som Udefra mangler, er i bund og grund inspiration, nå-ja, udefra. Sofus Forsbergs musik lyder som en formfuldendt sammensmeltning af en række fine electronica-navne, men det hele forbliver internt – på tryg afstand af electronicaens grænsezoner. Nogle vokaler og tekster kunne have givet Udefra noget mere at byde på, så albummet ikke kun havde fungeret som et varmetæppe, som godt nok er vævet og knyttet efter alle kunstens regler, men ikke har noget særegent over sig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat