Klassikeren

Game Theory: Lolita Nation – Overset diamant

Skrevet af Martin Laurberg

Sacramento-bandet Game Theory var på vej til at gå i opløsning, da sangskriveren Scott Miller i 1987 samlede gruppen for at lave det tredje album. Og tak for det. Lolita Nation er nemlig perfekt disponeret, psykedelisk og catchy.

Game Theory: Lolita Nation, Enigma, 1987.

Game Theory: Lolita Nation

Game Theory: Lolita Nation

Det er vanskeligt at sige noget om Game Theorys mesterværk Lolita Nation fra 1987, uden at det kommer til at lyde som kritik. Pladen bliver typisk kaldt ting som ‘episk’, ‘ambitiøs’, ’storslået’, ‘højtragende’ og endda ’symfonisk’. Guderne skal vide, at den slags begreber som regel bliver brugt til at beskrive problematisk musik. Men der er noget nærmest helt urimelig vellykket ved Game Theorys måde at gribe den slags an på. Lolita Nation er en samling af 27 numre, hvor tape-loops og psykedeliske, sfæriske lydeksperimenter bliver blandet med krystalklare 60’er-popsange i verdensklasse. Uanset hvad gruppen kaster sig ud i, er det så stærkt, at man nærmest ikke kan gøre andet end at lade underkæben ramme knæet.

Klasse-producere lige fra starten
Game Theory blev dannet i Californien i 1982 af sanger og guitarist Scott Miller og blev del af den såkaldte Paisley Underground-scene, som bl.a. talte mere eller mindre tresser-inspirerede bands som The Dream Syndicate, The Bangles og Thin White Rope.
I starten af firserne fik gruppen en vis undergrunds-opmærksomhed med en række EP’er, hvoraf nogle blev produceret af en anden Paisley-personage, nemlig Michael Quercio fra Salvation Army/Three O’Clock.

I 1985 udgav Game Theory deres første rigtige album Real Nighttime, som året efter blev fulgt af The Big Shot Chronicles. Gruppen havde på det tidspunkt allieret sig med produceren Mitch Easter – manden i hvis hænder alt bliver til guld og sølv (f.eks. de første plader med R.E.M.). Begge plader er domineret af ringlende guitarer, krystalklar produktion og Scott Millers lyse og indtrængende sangstemme, som det nærmest er helt umulig at stå for, selv om hans tekster måske har en tendens til at være lige lovlig uforståelige.
Pladerne er spækkede med slidstærke popsange og fik rigtig gode anmeldelser. Men af uransagelige årsager kunne Game Theory ikke rigtig slå igennem hos et bredere publikum. Det er egentlig underligt, for selv om Miller langtfra er nogen konventionel sangskriver, virker flere af numrene på Real Nighttime og The Big Shot Chronicles alligevel umiddelbart catchy nok til at falde i manges smag.

Den manglende succes sled hårdt på bandet, som flere gange gik i opløsning og genopstod med ny besætning, og Scott Miller har fortalt, at han i perioder var på nippet til at lægge hele molevitten på hylden og i stedet hellige sig en karriere som elektroingeniør. Så vidt kom det heldigvis ikke. I stedet samlede han i 1987 gruppen på ny for at indspille Lolita Nation.

Psykedelisk og vældig catchy
Den manglende succes med de første plader fik ikke Scott Miller til at satse hårdt på at toppe hitlisterne. Lolita Nation er bestemt ikke nogen let plade at gå til. Flere af numrene er virkelig langt ude såvel lydmæssigt som tekst- og titelmæssigt (se f.eks. nr. 23 på tracklisten). Men det betyder nu ikke, at man bliver skræmt væk ved første gennemlytning. For ud over de psykedeliske lydeksperimenter har pladen flere oplagte hits, der kan være soundtrack til alle mulige dejlige situationer som kærlighed (We Love You Carol and Alison, Together Now, Very Minor og Andy in Ten Years), bevidsthedsudvidende fest (The Waist and the Knees og The Real Sheila) og bilkørsel (Look Away og Turn Me On Dead Man). Game Theory fik tilmed et regulært college-singlehit med den catchy Chardonnay, og Lolita Nation solgte temmelig mange eksemplarer, når man tænker på, hvor utilgængelig den er.

En af de stærke ting ved pladen er, at det ikke kun er Scott Miller, som er genial. De andre bandmedlemmer er også helt fantastiske, ikke mindst Shelley LaFreniere hvis synthesizer-spil tager prisen som noget af det mest originale, der skete inden for popmusik i firserne. Hun har en sublim evne til at balancere mellem stemningsfulde melodier og syrede effekter.
Guitaristen Donnette Thayer viser sig også at være en virkelig fremragende sanger og sangskriver. Hendes catchy popsang Look Away er blandt de absolutte højdepunkter på Lolita Nation og ville uden tvivl være blevet en milliosællert, hvis det var The Bangles eller The Go Go’s, som havde indspillet den.

Ganske enkelt en perfekt plade
Når man har lyttet til pladen et par gange og efterhånden er blevet bekendt med de funklende popsange, åbner der sig et helt nyt univers i form af de mere eksperimenterende og grænsesøgende numre.
Disse to sider af Lolita Nation indgår i en perfekt symbiose, hvor popsangene giver en følelse af struktur, mens de syrede numre giver en stemning af psykedelisk himmelflugt, der forhindrer det hele i at blive alt for poppet. Der er en virkelige stærk balance mellem top ti-hits og udsvævet strukturløshed, og det betyder, at man aldrig rigtig kan blive træt af at lytte til pladen. Man får aldrig lov til at læne sig tilbage med en fast forestilling om, hvad det er for en plade, Game Theory har lavet. Selv efter utallige gennemlytninger opdager man nye sider, og Lolita Nation står som en af de absolut mest slidstærke plader fra Paisley Underground-æraen.

I dusinvis af numrene på Lolita Nation har klart verdenshitpotentiale, og derudover er den som helhed en oplagt og unik klassiker. Derfor kan man undre sig lidt over, at pladen i dag har fået en lidt perifer status. Den blev genudgivet på cd i begyndelsen af 90’erne, men cd-udgaven er for længst udgået og nu stort set umulig at få fingrene i – sådan er det i øvrigt med alle Game Theorys plader. Heldigvis kan den fås brugt på LP til meget rimelige priser (hvilket måske skyldes, at coveret er så utiltrækkende, at pladehandlerne bliver nødt til at sælge den billigt). Hvis powerpop om føje tid bliver den nye store trend – og det tyder meget på – bliver det formentlig ikke ved med at være tilfældet. Derfor må rådet være: Anskaf hurtigst muligt dette utvetydige mesterværk. Kun få plader er mere perfekte.

Trackliste:
1. Kenneth – What’s the Frequency?
2. Not Because You Can
3. Shard
4. Go Ahead, You’re Dying To
5. Dripping with Looks
6. Exactly What We Don’t Want to Hear
7. We Love You Carol and Allison
8. The Waist and the Knees
9. Nothing New
10. The World’s Easiest Job
11. Look Away
12. Slip
13. The Real Sheila
14. Andy in Ten Years
15. Watch Who You’re Calling Space Garbage Meteor Mouth
16. Prette Green Card Shark
17. Where They Have to Let You In
18. Turn Me On Dead Man
19. Mammoth Gardens
20. Little Ivory
21. Museum of Hopelessness
22. Toby Ornette
23. All Clockwork and No Bodily Fluids Makes Hal a Dull Metal Humbert – In Heaven Every Elephant Baby Wants to Be So Full of Sting – Paul Simon in the Park with Canticle – But You Can’t Pick Your Friends – Vacuum Genesis – DEFMACROS – HOWSOMETH – INGDOTIME – SALENGTHS – OMETHINGL – ETBFOLLOW – AAFTERNOO – NGETPRESE – NTMOMENTI – FTHINGSWO – NTALWAYSB – ETHISWAYT – BCACAUSEA – BWASTEAFT – ERNOONWHE – NEQBMERET – URNFROMSH – OWLITTLEG – REENPLACE
24. One More for Saint Michael
25. Choose Between Two Sons
26. Chardonnay
27. Last Day That We’re Young
28. Together Now, Very Minor

Deltag i debat