Plader

Gogol Bordello: Gypsy Punks

Gogol Bordello bombarderer én med østeuropæisk instrumentering og gal sigøjnerpunk. En god portion humor og slavisk inspiration præger lydbilledet, og der er stor idérigdom. Men den kulturelle revolution får aldrig luft under vingerne, og holdbarheden er begrænset.

Én ting er gode liveoptrædender og fremragende anmeldelser fra bl.a. Roskilde Festival, men det hænger først sammen, når man kan få stemningen med hjemme i stuen, og det formår Gorgol Bordello desværre kun til dels. Dertil er kompositionerne alt for løse i strukturerne, og selv om Steve Albini, der bl.a. har produceret for P.J. Harvey, har gjort, hvad han kunne bag knapperne, rækker det ikke hele vejen.

De lyriske elementer omhandler dét at være i en kulturel gråzone, og ironien slår gnister på mange af numrene. Et godt eksempel er Immigrant Punk, hvor Eugene Hütz synger “Despite the living up in USA / I’m still holdin’ up in all my ways / I got friends, we got a band / We still make sound you can’t stand“.

Der er masser af humor og gak-gak gemt i numrene, som drøner af sted i et afsindigt tempo, som rusker godt op i punkgenren med både party-attitude og reggae/dub-inspiration som f.eks. Not a Crime og Start Wearing Purple, der er to af pladens fineste øjeblikke med lige dele galskab og The Clash-tendenser.

Festen fortsætter hele vejen igennem, og det er måske pladens svaghed. Den er simpelthen for lang og alt for ustruktureret. Sangene bliver ikke broderet færdige, og trods de mange gode breaks og guitarelementer Gogol Bordello blander med deres grundelementer – halvvanvittige violinpassager, harmonika, slagtøj og programmeringer – finder kompositionerne ikke rigtig hinanden, og sangene er alt for ujævne og hænger for dårligt sammen.
Man skal være gjort af et særligt stof for at klare de mere end 60 minutter, de 15 numre varer. Adrenalinsuset er medrivende og charmerende, men kroppen sætter sine begrænsninger på et tidspunkt, og så slutter festen med et brag.

Det er ganske nærliggende at drage paralleller til norske Kaizers Orchestra, for der er ganske mange ligheder i de to gruppers tilgang til musik. Gogol Bordello er dog mere rå i deres udtryk, og forsanger Hütz’ Joe Strummer-vokal er knap så tiltalende som Jan Ove Ottesens.
Der er ingen tvivl om, at denne musiske pendant til den bosniske filmmester Emir Kusturica er et interessant hurlumhej-orkester, der sprudler af overskud – men det bliver en anelse ensformigt i længden. Kloningen mellem punk og sigøjnerreggae er absolut bedst, når den opleves live, for hjemme i stuen går luften af ballonen.

Men selv om Gypsy Punks ender med at blive talt ud, er der flere gode runder i pladen, og man kan sagtens lade sig rive med i de multikulturelle, festlige og skøre eskapader – i hvert fald til en vis grad.

★★★½☆☆

Deltag i debat