Plader

The Jena Campaign: s.t.

Skrevet af Marco Krockert

Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.

The Jena Campaign kan i hvert fald ikke beskyldes for overproduktion. Bortset fra enkelte indslag kunne det næsten lige så godt have været en liveoptagelse – og det er både godt og skidt. På den ene side sikres sangene en intim stemning, der kalder på stearinlys, urtete og kærestekram; sangenes nærvær kommer helt ud af højttalerne, så man næsten ser sig om efter musikerne. Altså en varm og levende oplevelse.

På den anden side ville det bestemt ikke have skadet projektet med nogle flere lag i kagen. En altdominerende akustisk guitar forsynes med vekslende komplementering som f.eks. en ret godt ramt distortionbas, der fungerer som synthflade, mens sangene, der har trommer som sekundant, slet ikke formår at løfte sig. Det er bl.a. hér, produktionen kommer helt til kort, for slagtøjsarbejdet er både rystende dårligt optaget og lige så kedeligt udført.

The Jena Campaign er en duo, og man kunne godt ønske sig, at man ikke hele tiden blev mindet om det. Nok er den minimalistiske opsætning charmerende, men det er også synd for flere af sangene, der godt kunne trænge til en produktionsmæssig opstramning. Sange som “Cut the Cord pt. 1” og “We Dig Our Own Graves” er eksempler på, hvordan man levende kan forestille sig bredere arrangementer med langt mere vellykkede resultater. For det er i grunden fine sange, som desværre manes udramatisk til jorden. Med al respekt for DIY-ånden ville det ikke have skadet projektet at have haft en bedre producer med inde i billedet.

Pladens første tre numre er uden tvivl de bedste, og niveauet genfindes ikke helt siden hen på trods af enkelte udmærkelser. Den rigtig lovende start munder desværre ud i en triviel jævnhed, hvor det hele lyder for meget af sammenspils-hyggenygge uden den store relevans for lytteren. Radiohead spøger af og til i kulisserne, og der måtte faktisk gerne være mere af den skuffe, for det er kun de melankolsk anlagte sange, der holder til den spartanske opsætning.

Udflugten til larm og feedback i “You Lie” er ganske enkelt uudholdeligt skinger, og det bliver efterhånden tydeligt, at bandet skulle holde sig ved det følsomt afdæmpede udtryk. De efterfølgende country-inspirerede numre er sådan set ikke direkte dårlige, men når heller ikke ligefrem den røde ende af spændingstermometeret.

Jeg gentager muligvis mig selv her, men det er kun for pladens tre første sange, man har lyst til at sætte den på igen. Det har undertegnede til gengæld også gjort ofte; de er smukke flerstemmige guitar-ballader med en urovækkende sårbarhed, der trækker på den gode melodi.
Om de er værd at investere i pladen for, vil jeg lade være op til læseren. Ellers kan man håbe, at The Jena Campaign vil være bedre til at finde sin styrke i næste omgang. Ud fra de vedlagte pressebilleder at dømme er medlemmerne heller ikke en dag over 18, så det kan jo være, at det lille skud kan vokse sig til en stor eg.

★★★☆☆☆

Deltag i debat