Plader

Killjoy Confetti: The Fun Is

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Pigepunk behøver ikke være kedeligt, selv om man ikke opfinder den dybe tallerken med hvert eneste nummer. På Killjoy Confettis andet album er der dog alt for langt mellem de dybe tallerkner, og alt for mange numre er konstrueret kedeligt og helt i inspirationkildernes ånd.

Carrie Conley ville bare have et band. Så efter flere forgæves forsøg på at finde nogen at spille sammen med, dannede hun i 2000 selv et band. Hun hængte sedler op over hele byen og fik først svar fra en trommeslager (der stort set aldrig havde spillet trommer). Siden kom trommeslagerens lillesøster med på guitar (lidt mere erfaren på sit instrument end sin storesøster), og til sidst fandt de tre også en bassist (som aldrig havde spillet bas, men mente, at hendes erfaring med guitaren kunne hjælpe hende). For at fejre, at bandet nu var fuldtalligt, døbte de det Arcade.

I 2003 udgav Arcade deres debutalbum, Into the Light, og efter en navneforandring er bandet klar med deres andet udspil The Fun Is. Der er musikalsk set ikke sket det helt store siden debuten – Killjoy Confetti spiller stadig en slags indie-inspireret pigepunk.

Som de fire musikeres baggrund afslører, er det ikke de største ekvilibrister, der udfolder sig på The Fun Is. Hvad Killjoy Confetti mangler i lyd, har de til gengæld i energi og melodi, hvilket i de bedste tilfælde rent faktisk kan gøre det sjovt at være sammen med Killjoy Confetti. Men dem er der langt imellem på The Fun Is.

Det starter ellers helt ok med “Stanford Prison E X P E R I M E N T No. 2”, der har et langt, instrumentalt introstykke med en stigende trommestyrke og for guitarens vedkommende skærpelse af riffene. Mellem den knap så melodiske punkattitude i verset finder man små, melodiske mellemspil, der styrker nummeret og gør det til andet end endnu et pigepunknummer.

Man skal dog hen på især den sidste halvdel af albummet for at finde noget lytteværdigt. Der byder Killjoy Confetti på mindre af den primitive 1-2-3-4-punk som f.eks. “Excuse the Blood” og mere kompleks indie- og postpunk. “Neer Neer” er måske også primitivt, men har en fantastisk energi og giver mulighed for at råbe med i dele af omkvædet. Og så bliver der spillet på ske.

“S O N G P O E M” har som “Stanford Prison E X P E R I M E N T No. 2” en længere tempofyldt intro, men skifter så stil til et mere stille nummer, der udstiller forsanger Carrie Conleys mangel på stor stemme. Så er det efterfølgende “Crooked Teeth” bedre til trods for den klare inspiration fra 80’ernes indiestøjrock. Eller “Film Negatives”, der har elementer af rockjazz over sig

Killjoy Confetti virker sjældent overbevisende i deres musikalske udtryk. Når de prøver at spille stramt, er det ikke helt stramt nok – når de forsøger at larme og spille hårdt, er guitarlyden ikke hård nok og mangler bund. Bandet er bedst, når de rammer melodien og energien samtidig. En del af problemerne med The Fun Is kunne have været reddet med en bedre produktion, men nu får den albummet til at blegne og virke endnu mere uengageret.

★★½☆☆☆

Deltag i debat