Anbefalet

Løvfaldsplader

Det er på tide igen at indlemme ord som ‘fleecetrøje’ og ‘hyldebærsuppe’ i ordforrådet. Træernes blade vover sig ud i prangende farveeksplosioner og dratter kort efter ned. Og tager sommerens letsind med sig i faldet. Undertoner udpeger en stak plader, som godt ved, hvor tungt løvfaldet kan føles.De gyldne solnedgange kommer tidligere og tidligere, og kulden begynder at bide i fingrene, når man cykler om morgenen. Temperaturfaldet sætter også snart sine sylespidse tænder i træerne, der sitrende lader sig afpresse til at smide de visne blade. Og mens det ravfarvede løv svæver ned mod skovbunden, tager det endegyldigt sommeren og dens ubekymrethed med sig i faldet. Nu er det alvor. Der er lang tid til de næste dage med godt og lunt vejr. Undertoners redaktion har taget konsekvensen af, at terrassen er belejret af bidske vindstød de næste mange måneder, og har sat sig godt til rette med god løvfaldsmusik i ørerne.


Cæcilie Jessen


The Silver Mt. Zion Memorial Orchestra and Tra-la-la Band: Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward (2001)

I høretelefoner er måden, hvorpå lyden skifter side i pladens første skæring, som lyden af et blad, der vugger gennem luften. Følelsen af en genert, blegnet eftermiddagssol er blevet indkapslet i klavertoner, mens dommedagsprofetierne hagler ned over lytteren og skaber et gråsind, der ved, at tiderne bliver mørkere.


The Mountain Goats – The Sunset Tree (2005)

Mountain Goats har med lige dele sortsynet ironi og hidsig bevægelseslyst skabt en plade, alle bør køre i tog til, mens det rusker udenfor. De første skæringer fanger øret med tekstbidder som “I write down good reasons to freeze to death“, og herefter følger en jævn, folk-rocket masse, før alle bladene til sidst er faldet og der kun er guitar og vokal tilbage.


The One Ensemble of Daniel Padden: The Owl of Fives (2003)

Daniel Padden kan fylde et stort hus med smuk musik, når det er oktober, og det er bælgmørkt, og det er tid til at skrælle kæmpekartofler. Udspekulerede strenge og blæsere og korsangere danser og svæver af sted og fylder hvert et hjørne med lige dele mystik og nydelse-med-øjnene-lukkede.


Daniel Flendt Dreesen


Encre: Flux (2004)

Franskmanden Yann Tambour har bedrevet et mesterstykke indenfor moderne kammermusik. Som hos tyske Kammerflimmer Kollektief sammensmeltes myriader af organiske melodier med diskret elektronik alt imens der hviskes dragende på modersmålet. Flux skaber en stærk foruroligende stemning, perfekt afstemt til efterårsvindenes natlige susen.


Arab Strap: The Red Thread (2001)

Aidan Moffat puster omtrent bladene af træerne med sin snøvlende pub-snak, som dog forbliver hjerteskærende og aldrig utroværdig. Selv om det er tvivlsomt, hvorvidt Moffat har fundet den røde tråd, er The Red Thread utvivlsomt de skotske skyggevogteres smukkeste album til dato. En ren og urolig melankoli; et soundtrack til kolde skovbrande.


David Sylvian: Secrets of the Beehive (1987)

Sylvian intonerer sit tidløse mesterværk med linien “September is here again” og sætter dermed tonen til forandring i forfaldets farver. Hans årelange kompagnon Ryuchi Sakamotos eventyrlige og intime arrangementer går i symbiose med Sylvians uforlignelige vokal, og der væves tusmørkemusik forankret i naturens kredsløb og sindets hemmelighedsfulde vandringer.


Jeppe Kristensen


Sunhouse: Crazy on the Weekend (1998)

Crazy on the Weekend er en af de plader, der har gemt sig under løvet. Ikke desto mindre er det en fantastisk samling sange, der emmer af melankoli, tab og kærlighed, fantastisk spundet sammen af Gavin Clarkes single malt-stemme. Det er ikke en plade, der giver varme i kinderne, men til gengæld minder den én om, at man kun lever én gang. Man kan kun begræde, at det blev det eneste, man skulle høre fra kvartetten.


Hederos/Hellberg: Together in the Darkness (2001)

Strømforbruget på denne plade er minimalt. Der er dømt lavmælt og stemningsfyldt svensk melankoli, som kun de formår. Pladen er en kombination af egne sange og covernumre fra blandt andre Neil Young. Der er Martin Hederos’ eminente tangentbehandling og nærværende vokal fra Mattias Hellberg, som løfter melodierne op til en kirke-agtig stemning, hvor man overlader sig til de store tanker. Det er et både originalt og mørkt soundtrack til efterårsferien.


James Yorkston and the Athletes: Moving Up Country (2002)

Det følsomme og enkle står lysende klart. Det er en fryd at gå på opdagelse i James Yorkstons akustiske folk-rock univers. Jo mere man lytter, jo mere opdager man. Og når man nu nærmest er spærret inde i de mørke måneder, bliver man rigt belønnet ved at bruge tiden på en opdagelsesrejse ind i James Yorkstons landlige og sørgmodige musikalske rum, der får det til at risle frydefuldt ned af ryggen, samtidig med at de musikalske farver blandes nøjagtig som en skovbund i oktober.

Leave a Reply