Plader

Midaircondo: Shopping for Images

Type Records udsender nu musik fra endnu en usædvanlig vinkel. Denne gang er det tre multi-artistiske svenske kvinder, der bevæger sig udi en tyst elektro-akustisk hybridmusik og overrasker med samme overbevisende kvalitet som Khonnor for et års tid siden.

Mens jeg lytter til Shopping for Images og påvirkes af Lisa Nordström, Lisen Rylander og Malin Dahlströms strålende havfruekjoler på det elegant fabulerende coverartwork, henføres jeg til en særlig luftig og floromvunden sindsstemning. Jeg forestiller mig en gammel herskabslejlighed med højt til loftet, hvor alle døre, vægge og gulve er malet hvide.

Hen under aften begynder sessionen med de tre improviserende flickor. De elektroniske apparater tændes, så båndsløjler, real-lyde og samplinger lægger en diskret bund, før havfruerne griber deres instrumenter fra samlingen af blæsere, fløjter, klaviaturer, gulvbas og diverse mindre effekter. Det bliver til en intim, fortryllende og tindrende smuk koncert i lejligheden, der desværre kun eksisterer i mine drømme. Heldigvis holder jeg i hænderne et album, der indkapsler Midaircondos særlige live-kvaliteter i musik, der skaber masser af billeder, selv om den visuelle oplevelse umiddelbart går tabt.

Trioen, der efter sigende skulle have fået åbenbaringen om deres samarbejdet under et møde i strikkeklubben, spiller en meget alsidig art kammermusik med afsæt i samplinger og loops, hvorpå gruppen planter håndspillede instrumenter, så symbiosen mellem de to modstridende elementer foregår næsten umærkeligt.

Musikkens tredje element består i gruppens flotte vokaler, der især i numrene “Serenade” og “Perfect Spot” får en fremtrædende tekstuel form. Førstnævnte er baseret på en hjemsøgende smuk klaversløjfe, der varer hele nummeret igennem. På denne lette bund svirrer langstrakt fløjtespil og saxofonpassager, der levende bidrager til den sørgmodigt triumferede stemning.

Albummet åbnes af saxofon, fløjte og hvisken, der henleder tankerne på den jazzede brug af samme hos danske Sofus Forsberg, mens den afsluttende “I’ll Be Waiting” anvender fløjternes stille susen, nostalgiske klavermelodier og múm-lignende effekter til at skabe en desillusioneret og fluorescerende udmunding. Hele albummet er en altså en paradeopvisning i afvekslende instrumentering, der primært praktiseres i nedstemte og legesyge kompositioner, hvis kvindelige finfølelse ikke er til at skjule.

Det er jo ikke, fordi det er første gang, kvinder beskæftiger sig med elektronisk musik. Siden Else Marie Pade og Eliane Radigue har adskillige angrebet udtryksformen fra vidt forskellige vinkler – vel nok med størst publikumsucces på Björks Vespertine.
Men i modsætning til Björks vokalbaserede, køligt knitrende electronica besidder Midaircondo, måske i kraft af deres tre kvinder høje konstellation, et mangefacetteret og stærkt varierende udtryk, som på albumform udgør en ekstravagant helhed. Titlen Shopping for Images må i den sammenhæng beskrive det at udvælge de forskellige billeder, der på mange måder tiltaler eller tiltrækker én. Således repræsenterer albummets numre utallige valg truffet af det samme sanseapparat, mange billeder samlet af ét levende af slagsen. Eller også refererer titlen bare til de tre kvindelige multikunstneres fascination af fænomenet shopping…

Det er svært at rette nogen negativ kritik mod Shopping for Images, da den musikalske formula hviler i sig selv. Den gennemløbende tyste skønhed afviser blankt, at den skulle være skabt med andre skavanker end netop dem, der komplimenterer den rene æstetik og løfter det smukke til et højere stadie, hvor skønheden får substans og begrundelse.

Det er i sandhed et mysterium, hvordan Midaircondo på sin debut formår at vise et sådant musikalsk overskud og overblik til at mestre både detalje og komposition i så personligt et stilleje. Gruppen veksler mellem det legende, det foruroligende og det foruroligende smukke på et album, der demonstrerer feminin elektronisk kammerkompot som et yndefuldt og serafisk modspil til normen i en mandsdomineret genre.

Det bliver virkeligt spændende at se, hvad Type Records ellers vil bringe os i fremtiden. Foreløbig kan vi glæde os over et album, der ikke går på kompromis med nogen musikalske konventioner, men i stedet har koncentreret sig om sit eget væsen. Hvilket væsen.

★★★★★☆

Leave a Reply